20 / 170
17
tilrejsende P asto r
Birkedal
, den Gang F yn s be
rømteste Præ st. Han havde sagt at vi kunde
magelig h a ’ staaet os i 64, hvis vi ikke havde
været saa ugudelige.
— Men, føjede Anders til, det er nu ligegodt
noget Sludder; for Vorherre k a ’ nok hjælpe, men
han k a ’ sgudde hjælpe naar Tyskerne er saa m ann e!
Ræsonnementet slog mig. S aa jæ vn t har jeg
ofte hørt Fo lk paa Landet tænke, helt udenom
Prækestol og Missionshus. T il en Begravelse brug
tes endnu den gamle Vend ing: Værsgo aa gaa op
i Storstuen, kaske det k u ’ more Dem aa se L ig e t!
Ved et B ryllup laa Bruden i Sengen, formedelst de
Omstændigheder hun v a r i, og der stillede Præsten
sig op og viede hende, uden at nogen tog Fo rar
gelse a f det. Senere spiste v i
;
og vi v a r allesammen
inde og sige den nygifte Kone T ak for Mad og
F arvel. K o rt efter v a r der Barselgilde.
Mange A ar senere gjorde jeg Bekend tskab med
en gammel Kone i V a rto v . Hun betroede mig at
naar hun bad Fad ervo r, strøg hun a lt id : Og forlad
os vor S k yld , som vi og forlade vore Skyldnere.
Hvorfor, spurgte je g ? J o , for der v a r nogen hun
ikke kunde lide og ikke tilgive, og saa syn tes hun
at det v a r bedst helt at stryge det. Je g beundrede
hendes naive Æ rlighed.
Der er K irke i ethvert Menneskes B r y s t ; og en
lille K irke v a r der ogsaa i m it Barnehjæ rte.
H vor gav det Genklang inde i det naar vi en Som-
En Utopists Historie.
2