17 / 170
14
Je g lærte noget overalt. Under Pløjningen
fandtes F lin tekn ive og Stenøkser, især ude paa
Store N ym ark som en Gang maa have været
skovbevokset og tæt b ebo et; der v a r ogsaa V ild-
svinetænder og »Sebedeier«, det vil sige Fo rste
ninger a f Søp ind svin ; F lin tekn ivene gik der paa
Egnen under N avnet Tordenstene, da de før i
Tiden mentes at væ re faldet ned fra Himlen i
To rdenvejr. Inde i Skoven holdt D y r til som nu
er omtrent forsvundne a f L an d e t; hvem har vel
set en R a vn eller en Glente, Staalorme eller Has-
selsnoge? A f de sidste saa jeg dog aldrig mere end
et eneste Ek sem p la r; den sad en Sommerdag
rullet sammen om en Gæ rd e sta v ; paa Størrelsen
og Hovedet, hvor de to gule P letter hos den al
mindelige Snog manglede, kunde jeg regne ud at
det v a r en Hasselsnog; jeg v a r van t til at fange
Snoge med Haanden — den kom til at lugte fælt,
D yret gjorde jeg aldrig noget — og da jeg omsider
nærmede mig for at gribe til, viklede Hasselsnogen
sig lyn snart ud og bugtede sig igennem nogle
Buske som en Aal gennem S iv i V andet. Pindsvin
fangede jeg ogsaa; naar de havde gjort Tjeneste
en N at mod Mus i Mælkekammeret, b lev de sat
ud igen. Dyrene lærte mig at være deres Ven .
Kun Rotterne dræbte v i; der v a r en ustyrlig
Mængde a f dem i de gammeldags Svinestier, og
v i fangede 6— 7 S tykk e r ad Gangen i en hjemme
lavet Rottefæ lde. Naar der b lev lukket op for