15 / 170
12
blev ringet over ham fra alle Landets K irk e r i 6
Uger, baade Form iddag og E fte rm id d a g ; jeg har
væ ret med til at trække i Rebet oppe i Taarn et.
Nogle A ar efter svor
Skrædderen
paa at Frederik
den Syvende slet ikke v a r død ; han sad som
Fange paa et Slot langt nede i T y sk land . Og vi
troede det, skønt
Per Skomager
rystede ta v s paa
Hovedet, naar han hørte den H istorie. Den v a r
vistnok kommen til os gennem en a f Skrædderens
mange Kolportagerom aner.
Og Poesi v a r det for mig naar den gamle
Karen
Skomagers
v a r ude at »bede med Ko« og sad paa
en Grøftekan t og fortalte om Prinsen med de tre
store H unde: Peg-an, Hold-fast, B ræ k -Je rn og
S ta a l. Det v a r vistnok de samme Hunde som dem
H . C. Andersen havde faaet med i Æ ven ty re t om
Soldaten med F y rtø je t. En Dag da jeg havde S tue
arrest og fra Loftskamm ervinduet saa Karen
Skomagers sidde langt borte med de andre og
Koen , da græd jeg. Poesi fandt jeg ogsaa i den
halvgam le K a rl,
Hugi Hans,
der gik paa Omgang
i G a ard en e; han v a r i sin Forhutlethed som skaaret
lige ud a f et Æ v en ty r, det om det uægte Barn
der kom paa Sognet. N aar han stod i Udhuset en
kold V in terdag og huggede Brænde for Pigerne
og han sagde til m ig: H ar Du ikke en Snaps, lille
Jo h an n e s? — da sprang jeg afsted og listede
Flasken ud til ham . Og naar Hugi Hans en Maa-
nedstid efter rejste fra Gaarden, da græd han.