16 / 170
13
K an der være Poesi ogsaa i det grimme? J a ,
naar man ser overbærende paa det. Der laa en
ussel gammel Fattiggaard næsten klods op ad
Herregaarden — men den er revet ned nu, lad
os ikke tale mere om den. Sidste Gang jeg saa et
a f de gammeldags Fattighuse v a r ovre ved Søn-
derho paa F an ø ; de fortalte mig at da havde der
ingen boet i det i over tredive A ar. P aa Langeland
findes der ikke et fattig t Menneske mere, og saadan
er det mange Steder. Egen tlig er det kun Staten
der er fattig nu til D a g s ; men den er det ogsaa til
G avn s. Og S taten , det er desværre os alle sammen.
I Nærheden a f Fattighu set boede
N ils Husar.
Han havde set N apoleon ; det v a r »en lille Mand
som kom flintrende paa en hvid Hest, og saa k u ’
h a ’ raave.« Saa vid t jeg har regnet ud, for Nils
vidste det ikke selv, maa det have væ ret ved K iel
at de to mødtes. A f Nils Husar lærte jeg de seks
reglementerede R ytterhu g med Sablen, og da han
ogsaa havde staaet ved Lansenererne, fik jeg des
uden Undervisning i hvorledes en Lanse svinges
fra H vil til Angrebsstilling, Færdigheder som jeg
aldrig senere har faaet B ru g for. Da jeg i 1878
første Gang kom til P aris, talte jeg med et P a r
a f Napoleons So ld ater; men de v a r kun Ru iner
a f sig selv, smaa sammenkrøbne rynkede Menne
skeansigter hvorfra man lige kunde presse et
»oui«, naar man spurgte om de havde væ ret med
ved Austerlitz eller Waterloo.