40 / 140
— 37 —
den trættende Bredde, den megen Fyldekalk af Tale-
maader og Brug af det folkelige Litani, det skødes
løse og tilfældige i Opbygningen af Talen og dens
sproglige Ukorrekthed, det belærende i Tonen, —
alt dette syntes han i den første Tid lykkelig at have
undgaaet. Han udæskede ikke og søgte aldrig Pole
mik, men naar han selv blev udæsket, som da C. V.
Rimestad vilde slaa ham med Rasmus Berg fra Hol
berg, saa gav han ham en Ripost saa hensynsløs og
raa, at han fik Fred for Gentagelser af den Art.
Han var en Slider, den sidste, der ved Nattetid for
lod Rigsdagens Lokaler, saa opgaaet i sine Studier af
de gamle Rigsdagstidender, at Formanden som Følge
af en Klage fra Rigsdagsbudene maatte sætte en Frist
for hans natlige Arbejde. Han havde en af de
umættelige Hjerner, som er begavede Bondesønners
Styrke, og der var nok for hans Appetit at kaste sig
over. Det var meget frugtbare Lovgivningsaar, denne
Tid fra 1866 til 1870, hvor store organisatoriske
Love blev vedtagne. Der var ogsaa endnu en jævn
demokratisk Vilje over det Hele til at efterkomme
flere af de Fordringer, som Tidens Optagethed af den
ydre Politik ikke havde faaet indløst.
Der var først Finansloven. Berg var saa at sige
født Medlem af Finansudvalget, denne Valplads for
saa mange af hans Kampe og Manøvrer, Vidne til
hans store Nederlag og smaa Sejre. Straks i Sam
lingen 1866—67 bandt han an med Finansloven, og
ikke i dens Enkeltheder, men med dens Balance, den