54 / 140
— 51 —
om det skulde koste Blod. Men det følgende Aar
mødtes de ved et stort Møde i Skanderborg den 20.
September som saadanne Perlevenner, at Bjørnbak
endog proklamerede Berg som vordende Minister.
Som Politiker var Berg en fuldkommen f o r
d o m s f r i Mand. Han var en Modsætning til den
Kres af ældre Grundtvigianere, med Vilh. Birkedal i
Spidsen, for hvem det politiske og det aandelige faldt
nøje sammen. Mellem dem og ham kom det derfor
hurtigt til et aabent Kampforhold. Og en saadan
Kamp med sine nærmeste religiøse og aandelige Me
ningsfæller bar Berg med akkurat den samme For
domsfrihed, som prægede ham, naar han optraadte
Arm i Arm med dem, der i religiøs Henseende var
hans yderste Modstandere. Altid med oprejst Pande
og altid med den største Frimodighed i sit Væsen.
Og han fik rigelig Lejlighed til at vise dette. For
ikke saa snart var »det forenede Venstre« dannet,
før der fra det grundtvigske Vennesamfund løftede
sig et højt Skrig af Forargelse. Dette var jo Aserne,
der indgik Forbund med Jætterne, dette var Aanden,
der leflede med Uaand, hvorledes kunde der heraf
skabes det Folk med den høje Aand og det dybe
Hjærte, som Vorherre havde skabt det danske Folk
til at være. Det haglede ned med Pjecer, Protester,
aabne Breve, Fælles-Udtalelser. Tilsidst blev Striden
ogsaa ført ind paa selve de kirkelige »Vennemøder«.
Paa det kirkelige Vennemøde i Odense den 8de og
9de September 1874 blev »Flertalsmagten« formelig
4*