55 / 140
— 52 —
udstødt af det aandelige Samfund som et Syn
dens Værk af P. Rørdam, Fr. Hammerich og
Vilh. Birkedal. Grundtvig havde fordømt den i
sin Verdenskrønike og kaldt den »en rædsom Magt«,
ogsaa Biblen fordømte den i Beretningen om Valg
dagen i Jerusalem og i Johannes Aabenbaring, naar
det hed, at »Vantroens store Skøge sidder paa de
mange Vande« — kort sagt, at være Medlem af »det
forenede Venstre« var et Brud paa Daabspagten.
Paa al denne Forkætrelse svarede Berg nogle sin
dige, praktiske og dog i hele deres Aand og Tone
langt mere kristelige Ord end den selvretfærdige
Fordømmelse, hvormed han var angreben. Skønt
Forsamlingen under sin Følelse af at udgøre en Me
nighed ellers afholdt sig fra Meningsytringer, brød
den efter Bergs Tale ud i et stærkt Bifald, og der blev
atter Ro i de oprørte Sind. I et saadant Øjeblik var
Berg paa Højden af sig selv, Professorers og Skrift
lærdes Overmand. Havde han blot vist den samme
Overlegenhed under den parlamentariske Kamp!
6. Første parlamentariske Stormløb.
Det første og stærkeste Indtryk af Bergs Kamp for
Parlamentarismen er den Blindhed og Hensynsløs
hed, hvormed han brasede paa, og den doktrinære
Indbildning, hvormed han vilde bruge det Plus af 2,
hans Parti fik i 1872, som en Trumf, der kunde stikke
alle Modstandernes Kort. Parlamentarismens ind