58 / 140
— 55 —
kun Bondestanden, men det var til Gengæld en
Bondestand i meget stærk økonomisk Opkomst, i
Færd med at blive det bærende økonomiske Erhverv,
og samtidig den Kres i Folket, hvor et nyt folkeligt
Ideal og ny Kilder til aandeligt Liv brød sig Vej til
Erstatning for den Modløshed og Forladthed af Ide
aler, der mere og mere bredte sig gennem de højere
Klasser og Købstædernes Borgerskab.
Og til Syvende og Sidst laa jo ogsaa Parlamen
tarismen paa Bunden af vor Forfatning, baade af den
fra 49 og af den fra 66, som af enhver konstitutionel
Forfatning. Dette har Tiden bevist, Tiden har givet
Berg Ket. Men den stod ikke i Grundloven som en
juridisk Paragraf, den Bergske § 49, hvorpaa han
byggede hele sin Statsret. Tillige var Ulykken
den, at den nationalliberale Tid, dels paa den grund
lovgivende Rigsforsamling, dels under Kampen med
Ministeriet Ørsted, var gennemvævet med saa mange
parlamentariske Teorier, at det kunde se ud for
Berg, som om den Doktrin, han opstillede, var hæv
det af de Nationalliberale, inden de blev Mindretal.
Dette satte ondt Blod, dette fremkaldte i 70erne den
Køkkenmødding af Citater, som det engang vil blive
et drøjt Stykke Arbejde at skulle udgrave. Men i
Virkeligheden havde intet Ministerium i Tiden fra
1849 til Venstre blev Flertal været »parlamentarisk«
i nogen Betydning af Ordet, men navnlig ikke i den
Bergske.
Det burde have indgydt Berg nogen Respekt under