62 / 140
— 59 —
alene med Ord, men ogsaa med haanlige Miner og
Gebærder. Paa Finansloven var han enevældig, den
Bevilling, han støttede, gik igennem, den, han und
drog sin Støtte, faldt. Derfor bejlede alle til hans
Gunst, de, der hadede ham, smigrede ham dog; man
gen En, der offentlig var hans Modstander, har under-
haanden søgt hans Støtte. Selv paa Formanden hav
de han Krammet, det mærkedes paa den affejende
Maade, hvorpaa han afviste hans Paamindelser. Hans
Magt kendtes ogsaa paa de mange Øgenavne, han fik:
»Kongen af Bogø«, »Overfolketingsmanden«.
Nogen egentlig teoretisk Begrundelse af Parla
mentarismen har Berg aldrig givet. Han var ikke
Systematiker, hverken paa det historiske eller stats
retlige Omraade. Hans Ord om denne Sag er paa
Rigsdagen altid faldne som Begrundelse af bestemte
Skridt. Da al Lovgivning, i hvert Fald paa de Felter,
der interesserede Venstre, efterhaanden gik i Staa
paa Grund af Modsætningen mellem Regering og
Folketing, greb Venstre til et Middel, det ogsaa senere
benyttede: man foreslog Sagerne standsede ved føl
gende Dagsorden: »I Erkendelse af, at Lovforslaget
ikke kan gennemføres i en tilfredsstillende Skikkelse,
saalænge det nuværende Ministerium bestaar, gaar
Folketinget over til den næste Sag paa Dagsordenen«.
Det var det første Skridt. Da dette ikke hjalp, ind
bragte Berg paa Partiets Vegne en Adresse til Kon
gen, hvori det hed: »Det er det konstitutionelle
Monarkis nødvendige Krav, at Regeringen er i Over