64 / 140
— 61 —
heden og den samme Tillid til Befolkningen«. »Det
er ganske rigtigt,« indrømmer han, »at det folke
valgte Kammer for en Del har Opinionen mod sig,«
men den voksende Valgdeltagelse viser, at der er sket
et Fremskridt. Man kalder det et Magtspørgsmaal!
»Anvend denne Beskyldning paa Dem selv, men be
skyld ikke det danske Folk for, at det rejser sig for
Frihedens Udvikling og Befæstelse i Landet for at
bringe denne eller hin Person til Magten.« Nej, hvad
det gælder om, er, »at ingen hæderlig Politiker her i
Landet vil paatage sig at danne et Ministerium, und
tagen han forud har forvisset sig om, at være i
Overensstemmelse med det folkevalgte Ting.« »Naar
Ansvaret bliver større, vil det mærkes baade ude i
Folket og i Folkepartiet!« Landstinget vil beholde
sin fulde Betydning som »Overhus«. Man har sagt,
at man ikke handlede l o y a l t . Dette er altsaa Føl
gen, at man drager Kongens Navn ind i Partistriden.
Men tværtimod, »som Søn skal hele Folket møde med
sin Tillid og Hengivenhed. Jeg tror at kunne gøre
dette Tilbud«. Og naa vi engang at faa Folkefri-
heden anerkendt i Norden, »da vil den sande Skandi
navisme blive gennemført, og da vil maaske ogsaa
Signalerne blive forandrede fra Syd«.
Med Hensyn til Finanslovens Forkastelse indrøm
mede han, at dette Forslag var usædvanligt og ikke
før »paa saa positiv Maade« havde været fremsat i
vor konstitutionelle Historie. Hans Begrundelse af
dette Skridt er da denne: Vi have forsøgt paa de for