73 / 140
— 70 —
lærer havde modtaget en Tilrettevisning af Regerin
gen, nedlagde han straks sit Embede. Siden Efter-
aaret 1874 havde han da været en fri Mand fuldt ud.
Han trængte vel ogsaa nu til at have sit Hjem nær
mere ved Begivenhedernes Centrum, og var derfor i
1874 flyttet til Kjøbenhavn, hvorfra han dog atter i
1876 flyttede til Hillerød, for personlig at vaage over
den Avis, han her udgav, og som én Gang skulde
blive til den mægtige »Frederiksborg Amts Avis«.
Det var ogsaa et ægte Bergsk Træk, at han, da han
engang var bleven udskældt af Ploug i »Fædre
landet«, udfordrede denne til »en mundtlig Duel«.
Alt dette var det jo, der indbragte ham den store
Popularitet, der efterhaanden voksede til en Slags
Mystik. Man dyrkede ham i begejstrede Øjeblikke
som en Konge; ved et Møde var han bleven fejret
som »Kongen paa Bogø, der havde udrettet mere end
alle Fyrster«, og en anden Gang, da han allerede
havde faaet 18 Hurra’er, fik han endnu 9 til med
den Motivering, at 27 Skud hørte jo til en Konge
salut.
Rent menneskeligt set var det Bergs Natur imod at
gaa paa Akkord. Hans Væsen passede derfor saa
slet som muligt til Forfatningen af 1866, hvis Aand
er ét med Overenskomst. Frede Bojsen, Høgsbro,
Thomas Nielsen, det var Mænd efter denne Forfat
nings Tanke. Berg derimod ikke — ’dg én Mand til
heller ikke: Estrup. De kom derfor til at staa over
for hinanden som de to Geder i Fablen, der mødtes