74 / 140
— 71 —
paa en smal Bro. Men samtidig havde de Brug for
hinanden. Berg havde Brug for Estrup til at hindre
et Blandingsministerium af Venstremænd og Natio
nalliberale. Derfor foretrak han Estrup, da han kom i
1875, for de to foregaaende Ministerier. Han mødte
ham til at begynde med med en vis Sympati. Det
gav sig Udslag i, at han ved 1ste Behandling af
Estrups »Livssag«, Forsvarssagen, endog erklærede
sig for »ministeriel«. Han var, sagde han, »om ikke
den Eneste, saa dog et af de faa Medlemmer, der med
en vis Begrænsning turde give sig det Navn, at være
ministeriel lige overfor det høje Ministerium«. Han
satte Pris paa »at have en Regering, der ved, hvad
den vil, og vil, hvad den ved«. Ja selv om Estrup
skulde begaa et Retsbrud, hvad allerede i 1877 ikke laa
fjærnt, var Berg dengang mindre bange for det end
for, at Folketinget skulde opgive Parlamentarismen.
Han skrev i nogle Nytaarsartikler 1878: »Statskupet
— siger Monrad — er Dynastiets Fald og Danmarks
Undergang. Deri er jeg ikke enig. Jeg tror, at vort
Folk har Kraft nok til at hævde sig selv og værge
vort Fædreland ogsaa mod Statskupet. Derimod vilde
mit Haab om Fædrelandets Fremtid synke, dersom
Folket nu faldt tilbage i en Sløvhedstilstand, hvor
det sad som en Trælkvinde i sit eget Hus, medens et
Klikeregimente skaltede og valtede derinde efter
Behag«.
Det hørte altsaa med til Bergs Konsekvens, at han
ikke vilde gaa med til Forliget den 8. November 1877.