87 / 140
— 84 —
eller Schandorph, endog Pontoppidan, i hvem den
moderne Litteratur havde sendt Venstre sit politiske
Bud, — der havde maaske været flere end Berg, der
havde taget dem for »Indfødte«. Men hvilken anden
af de »folkelige« Venstremænd end Berg vilde haft
Mod til at aabne netop Edvard Brandes Døren til det
danske Bondedemokrati? Frede Bojsen eller Høgs
bro? Utænkeligt. I. A. Hansen eller gamle Alberti?
Heller ikke. Lars Bjørnbak? Ikke en Gang. Selv
om det kun blev et Mellemspil, saa maaler dette Mel
lemspil dog Styrken af Bergs Fordomsfrihed, det er
Tegnet paa, at han havde den ægte politiske Gnist, det
er Afstanden mellem ham og de andre.
Efter Bruddet med de Moderate i 1878 maatte Berg
se sig om efter nye Forbundsfæller. Der var hidtil
blevet trukket i ham til begge Sider, af Hørup den
ene Vej, af Bojsen—Høgsbro den anden Vej. Nu
da Hørups Raad ikke længer blev modbalancerede,
mærker man i den kommende Tid i Bergs Politik det
ene Udslag efter det andet af Hørups Indflydelse.
Hørup pegede paa Kjøbenhavn. Berg, der havde talt
paa hundrede Møder i alle Egne af Danmark, havde
endnu aldrig talt i Kjøbenhavn. Sidst i December
1878 besteg han da for første Gang en kjøbenhavnsk
Talerstol og kæmpede Side om Side med Skrædder
Holm paa et stort Rabaldermøde i Eksercerhuset i
Gothersgade mod Bille og Brix. I samme Aar mødtes
han ogsaa ved et Gilde for Bjørnson første Gang med
den frisindede Intelligens. Ved et Møde i Havdrup