84 / 140
— 81 —
berettigede Indignation, som er tilstede overfor For
hold, hvor Kræfter og Tid spildes i det uendelige til
Fædrelandets Fordærv«.
Ordet blev grebet af den offentlige Mening og rejste
Striden endnu højere end før. Venstre nægtede fra
nu af simpelthen at behandle Regeringsforslag, Ud
valgene arbejdede ikke, alt blev til Papir, væmmeligt
Makulatur, der laa og flød paa Medlemmernes Pulte,
og Ordet lød som en Kværns Klapren. V i s n e p o l i -
t i k e n var bleven proklameret som den sidste og
yderste Konsekvens af den fortvivlede Tilstand.
Højre søgte at udlægge denne Politik som et Grund
lovsbrud fra Oppositionens Side, der gav Estrup fri
Tøjle; enkelte Forligsmæglere som Christopher Hage
og Monrad søgte at kalde Venstre bort fra denne Vej;
de Moderate betraadte den med Tvivl og Modstritten.
Men af det menige Folk blev Visnepolitiken med
naiv Glæde, med dyb sympatisk Tilfredshed modtaget
som den berettigede, paa den rette kyniske og plumpe
Maade formede Protest mod Estrups Overmod. Berg
vilde ikke give Slip paa den, end ikke overfor Mon
rads Formaninger. Da Monrad udviklede sit Reform
program i et samlet Oppositionsmøde, skal Berg have
tilkastet ham et haanligt: Er det Dem eller mig, der
er Fører?
Atter en Gang stod han som det stærke Udtryk for
den menige Befolknings Forventning. I disse Aar fra
1882 til 84 bar Strømmen ham højt, og ikke blot ude
fra Bondelandet, men ogsaa fra den liberale Be-
Christen Berg.
g