17 / 470
og Buestillinger blot en Tanke. Hvad det kommer an paa, er de færdige
Mure, Bygningen. Det betyder heller ikke stort, at Adam og Noa nævnes
som Verdens første Tømmermænd med Bemærkning om , at »Tømmermester
var for Murmester«. Det er en utvivlsom Sandhed; ligesom det er sandt,
at vi her i Landet have haft tømrede Hjem længe for murede Hjem, men
sikkert er det ogsaa, at lige i samme Nu, som de murede Hjem trængte
igjennem , sank Vægtskaalen afgjort til Murhaandværkets Gunst.1
Da Taget paa Slutteriet i Kjøbenhavn 1678 var rejst, fik Tømrerne,
hedder det, »deres ordinaire Bejsetønde«, men Murerne en Tønde 01 »til
(for) Grundslag«.2 Det synes altsaa, som om Murere og Tømrere ikke altid
have staaet sammen ved Bej segildet. Dette var Tømrernes Fest, som Grund
stenens Lægning var Murernes. Og med Hensyn til en Bygnings varige Sik
kerhed spillede Grunden absolut den storste Bolle, den skulde hære de tykke
Mure og de slanke Piller, der igjen skulde hære de mægtige Hvælvinger og
de hoje Taarne. Murerne betød her langt mere end Tømrerne, saa vist som
det i lange Tider var en langt storre Begivenhed, at der her i Landet rej
stes et Stenhus, end at der tømredes et Bjælkehus. Ja en Stenbygning be
tragtedes i lange Tider som et saa stort Særsyn, at de, der frembragte den,
Murerne og Stenhuggerne, i den almindelige Bevidsthed stilledes langt over
alle andre Haandværkere. De maatte kunne byde over hemmelige Kræfter,
de maatte staa i Forbund med skjulte Magter. Man paavirkedes i saa Hen
seende navnlig af de murede Kirker.
De skjonne, store Bum , de slanke Piller, de hoje Taarne talte i den
Retning. Og hertil kom endnu som noget givet, at alle onde Aander stod
sammen i rasende Kamp mod enhver ny Kirke, der rejstes til Guds Ære.
Trolde og Jætter fnyste imod dem. Allerførst gjaldt det da om at finde det
Byggested, hvor Kirken var bedst beskyttet mod Mørkets Magter. Guds Moder
viste ved en h immelsk Ild, hvor Maribo Kloster skulde bygges, og sine Ste
der viste en flyvende Due Vej. Naar man selv skulde finde Stedet, brugte man
ofte en med nyfødte Kviekalve forspændt V ogn ;hvor den stansede, der var Stedet.
Og troede man, at den Onde i. egen Person var paa Spil, løsslap man en
Aften to ved særlig Ernæring til Kamp med ham beredte Tyre. Saaledes gjorde
man i Raklev, hvor man Morgenen efter fandt den ene Tyr liggende død
efter den stedfundne vældige Kamp, men den anden i Behold paa en Høj,
der altsaa maatte være det fredlyste Sted. Dér gravedes da Kirkens Grund.3
4
W E R G O T T V E R T R A U T , H A T W O H L G E B A U T __________________________________