18 / 470
W E R G O T T V E R T R A U T , H A T W O H L G E B A U T
Men det var ikke nok med at have faaet Stedet slaaet fast. Det gjaldt
ogsaa om at beskytte, hvad der blev opført paa dette Sted, og her lyder det,
at Liv maa dække, hvad Liv skal vække. Paa een Kirke kan der da ses et i
en Sten udhugget Lam, paa en anden en liggende Dreng, og paa endda en
Række Kirker et Menneskehoved. Stenene, der vise disse Fremstillinger, ere
ikke fremtrædende. Snart ere de anbragte oppe ved et Taarnvindue, snart
nede i Sokkelen, men de føre dog i deres Skjulthed en vægtig Tale. Sag
net vil, at i Grunden paa enhver af disse Kirker er et levende Væsen bragt
som Offer for Kirkens Liv; et Lam, en Dreng, en Mand eller Kvinde er
dér bleven levende indemuret.1 Ved denne Offerhandling have Murerne spil
let en Rolle. Det var jo deres Arbejde, som derved sikredes; paa en saadan
Grund kunde de bygge trygt.
Forøvrigt er det ikke let her at holde Bygherren og Bygmesteren med
hans Arbejdere ude fra hinanden. Er det f. Ex. Bygherren eller Bygmeste
ren, der villig vil ofre sig for ved Jætten Finds Hjælp at faa en Kirke op
ført? Baade i Lund og Kalundborg skal den nævnte Jætte som Betaling
have Bygherrens eller Bygmesterens Ojne og Hjærte, hvis han ikke, naar
Kirken er færdig, kan nævne Jætten ved Navn. Kirken blev rejst, den var
saa godt som færdig, og i urolig Spænding lagde den fromme Mand sig paa
en nærliggende Hoj. Han vidste ikke Navnet; nu gjaldt det hans Liv. Men
da kom Navnet til ham indefra Hojen. Jættens Kvinde tyssede dér paa sin
lille Son og fortalte ham, at hans Fader Find snart vilde bringe ham den
kristne Mands Ojne at lege med. Og dermed var Sejren vunden. Nu kjendte
han Navnet; nu stod han som de hemmelige Kræfters Herre.2
Stenhuggernes og Murernes Haandværk øvedes som en hojt beundret,
mærkelig Kunst, der omgaves med en vis mystisk Glans. Fra Udlandet vai
den kommen til os, og dér stod den ganske paa samme Maade.
Da Klosteret Arges skulde bygges nede i Rumænien, skete det, at onde
Magter hver Nat ødte den foregaaende Dags Arbejde, og Bygmesteren blev
det da i en Drom betydet, at Bygningen kun kunde fuldføres, saafremt en
Kvinde blev indemuret i Grunden. Da vedtog de fromme murende Mænd i
troende Betagethed, at Loddet skulde ramme den første Kvinde, der kom
til Byggestedet, og strax nærmede Bygmesterens unge Hustru sig. Han bleg
nede forfærdet over det store Offer, der forlangtes af ham, men det maatte
bringes. Under hendes jamrende Klage murede han selv
0111
hende3.