19 / 470
Alt M uren sig h o jn ed og dækkede h elt
L æ n d ern e b re d e og B ry stern e sm aa,
L æ b ern e rø d e og O jnene blaa.
Men h end e den Stakkel ej m ere m an saa.
Intet Offer var for stort for at føre Kunsten frem, den i h ine Tider
sjældne Kunst, der lod dens Udøvere blive søgte farende Folk. I Ære og
Anseelse drog de fra Byggested til Byggested, fra Land til Land, medbrin
gende og udøvende deres beundrede Færdighed, deres gjennem Tiderne ud
viklede Traditioner og Vedtægter. De vare ikke bundne i Lav endnu, de
vare frie Kunstnere, frie Murere, og denne Fortid er det, der har sat sine
Spor i den særlige Stilling, Murerne, som ovenfor antydet, have faaet mel
lem vort Lands Haandværkere. Det er ogsaa den, der har ladet Murernes
Hammer og Murernes Skjødskind spille en Bolle i andre Forsam linger end
de arbejdende Mureres. Fortidens frie Murere og Nutidens Frimurere staa
ganske sikkert ikke uden Forbindelse.
6
W E R G O T T V E R T R A U T , H A T W O H L G E B A U T