117 / 695
Fabriksarbejderes og arbejdsmænds vilkår
1 0 7
københavnske arbejdere. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Også for København sættes huslejen som oftest mellem
60 og 70 rd.17
Hvorledes boede den københavnske arbejder nu for en
udgift af omkring 60 rd. eller ca. V
b
af den årlige ind
tægt? Fra 1. kreds foreligger der oplysninger om en ar
bejdsmand, som for en bagstue betaler 38 rd. årlig. Et
„kammer“ kostede 36— 40 rd. årlig. De omtalte arbej
dere har sandsynligvis boet under bedre forhold, men
har på den anden side næppe i almindelighed haft råd
til at bebo en toværelses lejlighed. En sådan kostede
nem lig i året 1872 gennemsnitlig 83 rd.;18 denne pris lig
ger dog måske noget i overkanten, idet den er udfunden
efter annnoncer i Adresseavisen, hvor de billigere af ty
pen sandsyn ligvis ikke optræder så hyppigt, da de kunne
lej es ud uden annoncering. Havde en arbejderfamilie
imidlertid fået en toværelses lejlighed, lejede den i al
m indelighed et værelse ud, og ifølge forstanderen for 1.
fattigd istrikt var det oftest det bedste. „Naar en Arbej
derfam ilie bebor en Lejlighed, der er lidt større end de
reglementerede 64 Kvadratalen, saa er den første Omsorg
rettet paa, at faa en eller flere logerende, selv om Fam i
lien er saa stor, at den meget vel kunde behøve det
h ele“.19 Men som oftest bestod lejligheden kun af eet væ
relse med adgang til fælles køkken, nogle små og usunde
hummere, hvor ofte 4, 6 eller flere personer stuvedes
sammen. Ifølge forstanderen for 4. fattigd istrikt var lo
kalerne „oftest under 36 Kvadratalen foruden et lille
Køkken paa et Par Kvadratalen, i Almindelighed fælles
for flere“.
Denne skildring er næppe overdrevet. Vi ved, at 1880
var af sam tlige Københavns lejligheder lige ved 17 %
eetværelses lejligheder, og procentvis har de yderligere
vejet til i 1872, eftersom de nybyggede lejligheder langt
oftere havde over eet værelse.20 I 1885 var der ca. 10.000