23 / 695
Pietro Mingottis operaopførelser
13
bleven Musicalsk: Man hører intet at tales uden om Pom-
pejus, Pharnaces etc. og vore Petits Maitres, hvorpaa Sta
den nu haver god Forraad, gaae med Opera-Bøger udi
Haanden, med Iigesaadan Andagt som de skulde til Con-
firmation. Fornuftige Folk frygte, at den høye og fine
Smag, som vore Cavalliers og Dames have faaet udi disse
Italienske Litanier, med Tiden kand foraarsage, at de
neppe ville beqvemme sig til at synge de sædvanlige Dan
ske Psalmer udi Kirken.----------- Ingen af vore Skue-
Spill kunde nu være beqvemmere til at forestilles end
Kilde-Reysen eller den syngende Jomfru“.22
Dronning Louise forsømte nødig en operaopførelse på
Charlottenborg. I et af de historiske breve, Charlotte Do-
rothea Biehl i 1783—84 nedskrev til sin ven geheimeråd
Johan Biilow, står der herom: „Hun var en stor Elsker
og Kiender af Musiquen, og af den Aarsag lod Kongen
den italienske Opera komme og lod et lille Theater bygge
til den i Ridder Salen paa Charlottenborg. Han fandt
selv liden eller ingen Fornøjelse i den, men kom dog
almindelig om Onsdagen og Fredagen; det der mest mis
hagede ham ved den, var, at den varede ham forlænge,
og han gad gierne gaa til Tafel strax efter otte. Naar
han altsaa ikke var med, kom hun gemeentligen et got
Stykke før fem, neppe halv sommetiider. Jeg har set, at
de har stukken Lyse Kronerne an i hendes Nærværelse,
medens Symphonien blev spillet af to Violiner, siden de
andre ikke var kommen, og mærkede hun, at det endda
ikke forslog, saa havde hun anmærket nogle Arier, som
skulde springes over for at være paa Slottet Klokken
otte, paa det han, som undte hende sin Lyst, ikke skulde
forstyrres i sin“.23
Men foretagendet var ikke uden modstandere. Til dem
hørte Holberg, der var en erklæret uven af den italienske
operaform, som han fandt latterlig. Det var recitativet,
han især var ude efter. Medens arien udgjorde det lyri