25 / 695
P ietro M ingottis operaopførelser
15
stærke udfald mod italienerne. Han kan ikke forklare
sig det raseri, hvormed folk forsvarer den italienske
opera. Hver enkelt af sangerne får sit fedt. Giustina
Turcotti som dronningen i „Farnace“ betegnes som „en
uformelig kødmasse“, der „ledsager hver stavelse med
en grimasse eller en kraftbevægelse“. Fremfor at betale
hende for at optræde gjorde man bedre i at betale hende
for at blive borte. „Hvorfor disse håndklap, hver gang
denne amfibieskuespiller forsvinder, han, der spiller kon
gens rolle med en kvindes stemme“ o. s. v. Nej, så er den
franske opera noget helt andet, hævder han.29
Både Holberg og la Beaumelle gør sig skyldig i små
erindringsforskydninger. Pompejus parti blev jo ikke
sunget af en „Operatrice“, men derimod af kastraten
Casati, hvilket ikke forhindrer, at det har lydt „pibende“
i Holbergs øren. Og det var Giovanna della Stella, der
sang kongens parti. Det må altså være som Pompejus,
at Casati har gjort et så ufordelagtigt indtryk på
la Beaumelle. I sammenhængen er dette imidlertid af
underordnet betydning. De to herrers mening er ikke
til at tage fejl af.
At de danske aktører ikke så med milde øjne på den
dem af italienerne påførte konkurrence, kan næppe
heller undre. På Holbergs initiativ havde Carl August
Thielo den 30. december 1746 fået kongeligt privilegium
til at „anrette danske Skuespil“, og under Thielos ledelse
startede skuespillerne den 14. april 1747 i traktør Chri
stian Bergs forlystelsesetablissement i Læderstræde. Men
pladsen her var for trang. De fik derfor af kongen over
ladt „Det lille Giethus“ på Kongens Nytorv, i hvilket til
teater omdannede hus forestillingerne indledtes den 19.
december 1747, dagen efter italienernes første optræden
på Charlottenborg. Støbehusets tid som teater blev ikke
lang. I dettes sted rejstes der efter tegning af Nicolai
Eigtved en teaterbygning, som indviedes den 18. decem