24 / 695
14
Otto Mackeprang
ske moment, operaens hvilepunkt, var — som tidligere
påpeget — til recitativet henlagt alt, hvad der angik
handlingen, altså det dramatisk vigtige, og det var be
stemt til at efterligne talen, til i rytme og intervaller at
komme taletonen så nær som muligt.24 Herom siger Hol
berg: „Thi saasom det er modbydeligt at høre daglig
Snak udført i Vers, saa er det end meere ufordøjeligt at
høre saadant udi Sang: Saa at man kand sige, at den
store Behag, som mange finde derudi, kand ikke tilskri
ves uden en fordærvet Smag“ (epistel 211).25 Specielt
opførelsen af „Farnace“ har ikke beredt ham glæde.
Hør blot: „Jeg saa der nogle at græde, andre at lee,
nogle at skieldes, andre at snorke og nyse efter musi
calske Noder og Tact. Intet syntes mig at være meer
modbydeligt og unaturligt. Det, som jeg meest for
argede mig over, var at see den Store Pompeius, som
i sin Tid var en Skræk for den hele bekiendte Ver
den, at forestilles af en sminket Demoiselle eller Ita
liensk Donna. Jeg tænkte ved mig selv: Om Pompeius
stod op fra de Døde, kom ind i det samme, og saa sin
Majestætiske Person forestilles af en pibende Operatrice,
han vilde med sin Krabask have fejet dygtig om sig og
gjort hele den syngende Republik maalløs“ (epistel
373).26 Derimod fremhæver Holberg, at han „fandt
Behag i at høre en smuk Aria“, og at han „med For-
nøyelse saadant paa Opera haver hørt“. Men, siger
han videre: „jeg væmmedes ved at høre en Tienner at
frembære sit Ærinde og Personer at klamres udi Sang
efter Tacten“ (epistel 286).27
Også franskmanden Laurent Angliviel de la Beau-
melle, der i 1747 var kaldt til København for at være
hovmester for overjægermester Carl Chr. von Grams søn
Christian Frederik, og som 1750 blev professor i fransk
sprog og året efter holdt forelæsninger på Charlotten-
borg,28 kom i sit tidsskrift „La Spectatrice Danoise“ med