485 / 695
N ikolaj Kirkes Orgler, Organister og K lokkespillere
475
russiske Gesandt, Baron Korff, soin han altsaa paa en
eller anden Maade maa have haft Forbindelse med. Kan
taten havde han senere, for et Beløh af 20 Rdl., afhændet
til Darbes, som havde været meget ivrig for at faa fat i
den. Det var, anslog Kietz, en 12— 14 Aar siden, og nu
udgav altsaa Darbes uden videre Kantaten som en Kom
position af sig selv og gjorde oven i Købet et stort Num
mer ud af den.
Afsløringen af Darbes som en Slags kunstnerisk Tyv
kom adskillige af hans Fjender særdeles godt tilpas, og
naturligvis blev han rasende. Affæren gav Anledning til
en Retssag, der prøvedes gennem to Instanser, og som
mærkeligt nok faldt ud til hans Fordel begge Gange. Den
opkom i Begyndelsen af Aaret 1782, og i Marts nævnte
Aar fik Kietz Beneficium paupertatis. Det var Hof- og
Stadsrettens 1. Vidnekammer (Jusitsraad S tabel), der
havde den i første Omgang, og her tabte Kietz, der var
indstævnet af Darbes, Sagen ved Dommen, der faldt 13.
Maj 1782. Man har Indtryk af, at der i meget høj Grad
procederedes paa Formaliteter.
Kietz havde i øvrigt inere paa Hjerte end P lagiat-Sig
telsen. Han havde ogsaa udtalt, at Darbes, „ved at sætte
Koraller eller Mellemstemmer til Melodien af Salmen „I
Jesu Navn skal al vor Gerning sk e“ skal have begaaet
grove Fejl mod Kompositionens Regler“. Dette betragte
des dog af Retten som faldende uden for Hoved-Sagen,
saa Vidneførsel ikke kunde finde Sted. Mere mærkvær
digt forekommer det, at Kietz ikke i Hoved-Sagen kunde
faa Kendelse om, at Darbes skulde fremlægge Partituret
til den fatale Kantate, men fik Paalæg om, „at bevise,
hvad han desangaaende har at udsige, paa hvad Maade,
han lovlig kan“. Det var jo dog bl. a. det, han skulde
bruge Partituret til.
Sagen gik som nævnt til Højesteret — Kietz havde, som
det hed, udtaget Kontra-Stævning til Sagens Underken