52 / 695
42
Otto Mackeprang
sted den 6. november. Selskabets hovedkræfter bestod
— foruden af Sarti og Marianna Galeotti — af sid st
nævntes søster Vittoria Galeotti samt primadonnaen
Rosa Tagliavini, Andrea Grossi, en meget stemmebegavet
tenor, der udmærkede sig ved et godt foredrag, bassen
Carlo Aurelio Rossi, kastraten Giovanni Corauci,95 bal
letmesteren Agostino Bologna, kaldet Romanino, og dan
separret Antonio Como og hans hustru Anna Como, født
Geringhelli. Dekorationerne lå atter i Bellavitas hånd.
Og kostumerne var betroet Giuseppe Mazioli.
Ved siden af den om talte opera „Demetrio“ kan mel
lem de i denne afsluttende sæson opførte værker nævnes
pasticcioen „Lucio Papirio“ (tekst: Apostolo Zeno) og
Sartis „Arianna e T eseo“ (tekst: Pietro Pariati?). For
Mingottis virksomhed blev der sat et absolut punktum
ved slu tforestillingen den 22. marts 1756.
Uanset al velvilje og beundring, der var blevet det
italienske operaselskab til del, og de store tilskud, der
fra kongens side var blevet ydet dette selskab, ofte på
bekostning af den danske komedie, kunne selskabet ikke
klare sig. Det formåede ikke i længden at interessere det
københavnske publikum . Medens de anstrengelser, Min-
gotti gjorde sig for at lokke tilhørere til, bestandig øge
des, svigtede indtægterne mere og mere på grund af
manglende publikum . Efter at den første nysgerrighed
var stillet, kunne borgerskabet ikke lokkes til at over
være forestillinger på et for det u forståeligt sprog, og
hvor der blev budt på optrin, som det ikke havde føling
overfor. Musik var jo ikke som nu dagligkost for enhver,
og de frem førte operaer måtte givetvis forekomme det
store publikum højtravende og virkelighedsfjerne.
Allerede i januar 1756 havde Mingotti anmodet kongen
om at blive løst fra sin kontrakt. Han var ruineret. End
nu før svaret indgik, så han sig nødsaget til at erklære
sig konkurs. Foretagendet var kommet i en håbløs gæld.