HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Anders Otte Stensager

tig besøgende på de steder, hvor der blev

foretaget større anlægsarbejder, og med

sig bar han altid en stok, der var udstyret

med et lille spadeblad.

Spadestokken blev ivrigt brugt, idet

han ikke gik af vejen for at grave og rode

op i den jord, hvor arbejderne gik og gra

vede. Om aftenen vendte han hjem med

poser af jord og arkæologiske fund, som

familien blev sat til at rense. Herom for

tæller sønnen Jens Rosenkjær: ”Om Afte

nen sad hele Familien om Spisebordet i

den lille Lejlighed paa Nørrebro og vug

gede Vandfade med Vand og Ler, som Fa

deren havde bragt med hjem fra Udgrav

ninger ude i Byen. Og efter som vi slæm

mede Leret, steg Frø og Planterester op

til Overfladen - fra tropiske Skove, som

engang havde vokset, hvor København nu

ligger”.4

Størst opmærksomhed påkaldte Rosen

kjær sig under udgravningen af bassiner

ne til Københavns Frihavn i 1891-92, pri

mært pga. sine meget detaljerede beskri

velser og iagttagelser af de geologiske og

arkæologiske fund. I sin artikel ”Fra Fri

havnens Bund” fra 1893 beretter Rosen

kjær om sine daglige ture ud til Frihavns

bassinerne: ”Der laa Flintredskaber lige

fra Bunden og helt op ovenpaa Tørven.

Paa selve Bunden har jeg fundet en Flæk

keblok, en Økse og flere Flækker”. Des

uden fandt han flere redskaber af ben og

hjortetak, heriblandt en benod med riller

og et indsat skærpe af flint samt trykstok

ke af hjortetak.

Sammenlagt indsamlede Rosenkjær

mere end 500 stykker flint- og benred

skaber, men ”det er kun en mindre del af,

hvad der i Virkeligheden var der”.5Det,

Rosenkjær havde fremgravet, var i vir

keligheden resterne af den ældste sten

alderboplads, man dengang kendte til i

Danmark. Arkæologen Sophus Muller

undersøgte de opsamlede flintredskaber

og kunne konstatere, ”at visse Steenal-

ders-Sager hidtil ikke ere fremkomne i

vore mange og fyldige Fund fra den æl

dre Steenalder, og som heller ikke ere be

slægtede med de der forekomne Former,

medens de derimod røbe umiskendelig

Lighed med de langt ældre (palæolitiske)

Former fra det vestlige Europa, som der

gaae tilbage til en tidligere Periode”. Og

Sophus Müller fortsatte: ”Det ville ikke

undre, om der ved en Forøgelse af vore

Fund vilde kunne paavises en dansk

Steenalders Gruppe liggende forud for

vor nu kjendte ældre Steenalder”.6

Kendskabet til stenalderen kunne på

dette tidspunkt kort sagt deles i to perio

der: en ældre fase kendetegnet ved skal

dynger af østers, og en yngre bestående

af dysser og jættestuer. Skaldyngernes

tid repræsenterede således levnene fra

de allerførste folk. Fundene fra Frihav

nen kom derfor hurtigt i søgelyset, idet

redskabsformerne syntes at stamme fra

en hidtil ukendt og mere primitiv fase

af Stenalderen, der tilmed var ældre end

fundene fra de kendte skaldynger eller

’’køkkenmøddinger”. Gennem pollenana

lyser nåede Rosenkjær frem til, at fun

dene stammede fra engang i atlantisk tid,

hvor skovene bestod af bl.a. fyr og hassel,

senere også af eg, elm og lind.7

Imidlertid var det først med arkæolo

gen Christen Leif Vedbæks undersøgelser

af bopladsen ved Carstensminde på Ama

ger i 1937 og igen i 1942, at genstandene

fra Frihavnen blev nøjagtigt dateret. Med

rette kunne han fastslå, at genstandene

var samtidige med pladsen fra Carstens

minde, der stammede fra den såkaldte

’’gamle kystkultur” eller hvad der i dag

betegnes som Kongemosekulturen ca.

6.400-5.400 f. Kr.8

I 1892 indleverede Rosenkjær alle old

sagerne fra Frihavnen til Nationalmuse

et, hvortil der blev skrevet en beretning.

Heraf fremgår det, at der var hele syv

pletter med oldsager, men senere under

158