111 / 249
Et Problema Politicum
109
Fra England rejste han videre til Holland, hvor han i 1740 modtog en
opfordring fra Johan Ludvig Holstein, der var præsident i Danske Kancelli,
til at komme hjem og få ansættelse som professor ved Københavns Uni
versitet, da der var en stilling ledig. Stampe fulgte opfordringen, men
da universitetet havde selvstyre, kunne Holstein ikke gennemtrumfe
ansættelsen. Stampe måtte derfor ud i en konkurrence med de andre
interesserede. Han udarbejdede en juridisk afhandling med titlen
Dissertatio
de testamentis
, som skaffede ham den juridiske doktorgrad, men det ledige
professorat fik han ikke. Han tabte konkurrencen og professoratet gik i
stedet til Kofod Ancher.
Året efter lod Holstein Stampe udnævne til juridisk professor med ret
til at holde private forelæsninger og i 1743 blev han optaget i Konsistorium
og på det juridiske fakultet. 11751 blev han endelig udnævnt til universitetets
kvæstor. Dvs. at han fik ansvaret for universitetets økonomi. Endelig i
1753 blev han, som nævnt, udnævnt til generalprokurør, hvilket var en af
de højeste juridiske poster, man kunne opnå. Som generalprokurør havde
man nemlig en overordentlig stor indflydelse på landets lovgivning og på
fortolkningen af landets love i tvivlsspørgsmål.
Et sådant tvivlsspørgsmål blev Stampe forelagt i 1758, da urte
kræmmerne i København havde indgivet en memorial - dvs. indsendt en
ansøgning - til Danske Kancelli, hvori de søgte om lov til at stramme deres
laugsartikler eller laugsregler, således at det i fremtiden ville blive endnu
sværere end det allerede var at blive optaget som mester i urtekræm-
merlauget.
Noget sådant så Henrik Stampe ikke med milde øjne på. Politisk og
økonomisk var han de nye tiders mand. Han kunne ikke indse, at staten
havde nogen nytte af at begunstige nogle på bekostning af andre. Statens
opgave var det almindelige bedste og den dansk-norske stat hørte, mente
Stampe, til de allermest retfærdige og oplyste i samtidens Europa: »Den
danske regering er en slags faderlig regering«, siger han et sted. I Danmark-
Norge lever man op til lovens bogstav og intetsteds er lov og ret »i større
vigør end i disse riger«.4
Derfor kunne Henrik Stampe ikke godtage, at utidssvarende og tra
ditionelle organisationer som laugsvæsenet lagde bånd på den økonomiske
udvikling i landet. Han var, som historikeren Hans Jensen fortæller, »ingen
ven af laugsvæsenet« og det var således Stampe, der tre år senere, i 1761,
havde afgørende indflydelse på det kongelige reskript, som forbød al op
rettelse af nye laug. Reskriptet bestemte yderligere, at det skulle gøres
lettere og mindre bekosteligt at blive optaget som mester i de allerede