116 / 249
114
Peter Henningsen
forbyttes med statens og det almindelige bedste; hvor liden agt viser man
udi alt dette for det så naturlige og så rimelige princip, at det udi en vel
indrettet stat bør være enhver tilladt at ernære sig på hvad lovlig måde
han bedst ved og kan og at ingen bør tvinges til at tigge eller lide nød,
som vil og kan arbejde og ved noget, hvoraf han vil og kan ernære sig og
sine. Dette princip burde være uden undtagelse og når man gør undtagelse
derudi, har man sig selv at takke, at man skaber tiggere.
Således sporer man overalt en ånd, som hælder til monopoler og som
gør, at folk i almindelighed ikke tænker på at ernære, og om muligt berige
sig, ved arbejdsomhed og flittighed, hvorved de kunne sættes i stand til at
give bedre køb og bedre varer eller arbejde, men alene ved tvang eller ved
det, at folk bliver nødt til at søge til dem og betale dem for deres varer og
arbejde, hvad de forlanger, da der ikke er andre, de kunne henvende sig til.
Jeg vil tro, at adskillige håndværkslaug i begyndelsen, både her og på
andre steder, kunne have været til dels nyttige, til dels nødvendige, såvel
for at drage fremmede håndværksfolk herind, hvilke vi behøvede, som for
at forbinde dem, der ville lære et håndværk til at anvende den tid derpå,
som de behøvede til at lære det godt.
Men at de fleste, om ikke alle laug, sådanne som de hos os er ind
rettede, nu er mere skadelige end gavnlige, derom holder jeg mig tilfulde
overbevist, ligesom jeg og finder at de fleste, som med noget bifald haver
skrevet udi disse materier, derudi er enige med mig.
Udi min allerunderdanigste erklæring af 27. december 1758 over en
reformert snedkersvends, Johan Beckers, memorial af 6. juni s.å., haver
jeg vist, at den grundsætning, hvorefter laugene i almindelighed og uden
undtagelse handle, er snorret imod den, som man må lægge til grund og
følge, når man vil tænke at befordre det almindelige bedste.
Stadens og det offentlige bedste tilsiger, at jo flere familier der af en og
den samme håndtering kunne leve og ernære sig, jo bedre er det; derimod
består det princip, hvilket laugene holder for en hovedregel, derudi, at jo
mindre mestrenes antal er eller kan blive i en vis profession, jo bedre er det
for lauget.
A f dette kan man udlede grunden til alle de ansøgninger, som ses fra
laugene, nu om konfirmation på visse af dem, efter denne deres hensigt,
indrettede laugs-artikler, nu om udvidelse deraf, når de erfarer at noget er
glemt, nu om forbedring i deres privilegier med videre.
Udi dette kan man og finde grunden til de fleste erklæringer, som ind
kommer fra magistraterne i købstæderne.
De kollisioner, som er og daglig møde mellem laugenes velgående,
således som de selv forstå det, og det almindelige bedste, er utallige.