117 / 249
Et Problema Politicum
115
Et laug kærer sig sjælden efter, at en stor del af de ting, som det
tilkommer dem at forarbejde, indkommer fra andre steder, når de kun kan
få den øvrige del, som folk er nødt til at bestille og tage af dem, overmåde
dyrt betalt.
Derimod udfordrer det almindelige bedste, at ej alene alt, hvad som
her forbruges, bør her forarbejdes, men at man og, så vidt muligt, skal
se derhen, at visse af de ting, som her forarbejdes, kunne afsættes til
fremmede; men dette forudsætter godt køb og gode varer, hvilket ikke er
laugenes sag.
Et laug tåler langt hellere, at en halv snes eller flere håndværksfolk i
Amsterdam, London og andre steder, sidder og arbejder for os, og altså
lever af os end om de samme håndværksfolk ville komme og sætte sig ned
her hos os og derved lade de penge, de fortjener, blive i landet.
Undertiden får et laug vel i sinde at begære forbud på at føre fremmede
varer ind af det slags, som de forarbejder, men de tænker ikke på selv at
forebygge sådant ved at skaffe lige så gode varer og give lige så godt køb,
som fremmede; uden sådant vil dog et forbud de fleste tider lidet eller intet
sige.
Et sluttet laug hindrer konkurrencen af arbejdere og det er just denne,
der skal forårsage det gode køb.
Et laug ser hellere, at de kun forarbejder og sælger årlig f.eks. for 20
å 25.000 rigsdaler og at de derpå vinder 20 å 30 pro cento, end at der
forarbejdes og sælges for 80 å 100.000 rigsdaler og at derpå kun vindes 8
å 10 pro cento. Det heles fordel derimod udfordrer det sidste.
Et laug ser hellere, at det kun består af 10 å 12 mestre, hvoraf hver
kan årlig fortjene 6 å 800 rigsdaler, end at det skulle bestå af 30 å 40 eller
50 mestre, hvoraf hver kunne årlig fortjene 3 å 400 rigsdaler.
Antager man, at det arbejde et helt laug årlig kan afsætte, kan syssel
sætte omtrent 300 personer eller arbejdere, da er det statens fordel, at der
iblandt disse 300 arbejdere er 100 eller flere mestre, hvoraf enhver (en
mod en anden at regne) holder en svend og en dreng. Beror det derimod
på lauget selv at gøre indretningen, bliver der kun 10 å 15 mestre, hvoraf
enhver på samme måde, holder 16 å 25 eller flere svende og drenge.
Man ser straks, hvor fordærveligt dette princip er og hvor skadeligt
det må være for folkemængden, når tillige betragtes at en håndværkssvend
sjældent gifter sig, så at, om han gør det, nægter de andre svende at arbejde
med ham.
Med alt dette må jeg dog tilstå, at der er stor forskel på laugene, og
at der er visse laug, som på den ene side kunne have langt større nytte