173 / 249
Snart med klap, men mest med stok
171
der opbevares i Københavns Stadsarkiv, lyser af had og bitterhed til for
standeren Otto Jensen, der beskrives som en sadistisk børneplager, som
især havde set sig ond på Carl Vilhelm. Det er lettere uklart hvorfor. Carl
Vilhelm mener selv at det skyldtes, at han kom fra fattige kår, og da for
standeren var en snob, så han ned på arbejderdrenge som Carl Vilhelm.
Mere sandsynligt er det dog nok, at den lille Carl Vilhelm var et intelligent
og egenrådigt gemyt, der ikke havde let ved at indordne sig under skolens
strenge disciplin.
Otto Jensens søn, Jens Marton, der også var lærer på skolen og som
senere tegnede et noget mere flatterende portræt af sin far, fortæller i hvert
fald, at forstanderen »forstod sig på drenge, fordi han selv havde været en
rigtig dreng og huskede det. Ingen kom om hjørnet med ham, men heller
ingen blev godforstået i en ballade som af ham. Han kunne i lange tider gå
og nyde en ægte drengestreg og fortalte den til alle og enhver, han traf (...)
Kun den dreng, der frækt prøvede på at bryde skolens gode tone og orden,
blev holdt nede med hård hånd, til han kom på bedre tanker«.5Var man
derimod lydig og veldisciplineret, var der ingen grænser for forstanderens
elskværdighed og gode lune: Især holdt den rare mand af »tykke, gemytlige
drenge. Dem havde han altid om sig i haven og hvor han ellers havde travlt
med håndens arbejde«.6
Måske Carl Vilhelm var en fræk dreng? Tyk og gemytlig var han
i hvert fald ikke. Derimod lille og væver, og han blev med hård hånd
holdt nede af den rare Otto Jensen. Det fremgår med al tydelighed af
erindringerne. Forstander Otto Jensen havde selv som dreng været kost
skoleelev på Herlufsholm, hvor han havde fået streng disciplin ind med
modermælken. Det var Herlufsholms strenge, autoritære stil, med riset
som det foretrukne pædagogiske instrument, som han bragte med ind på
Opfostringshuset, hvor han styrede drengene hårdt.7 Otto Jensen brød
sig ikke om egenrådige drenge, der gik deres egne veje. I vidnesbyrd
protokollen fra 1895, det sidste år, Carl Vilhelm gik på skolen, har for
stander Jensen i hvert fald beskrevet ham som en dreng, der var »i den
højeste grad opsætsig«.8
De følgende sider er et uddrag af Carl Vilhelm Petersens erindringer,
der er nedskrevet i 1957 og som tidligere har været udgivet som privattryk
med titlen
Bound fo r Himlen.
De fylder 83 maskinskrevne sider og blev
i 1970 indleveret til Stadsarkivet af hans søn. I det medfølgende brev
leverer sønnen følgende stemningsbillede: »Han sad henne i hjørnet af sin
stue ved et lille bord og skrev på maskine. Tangenterne klaprede i et roligt
tempo linje efter linje på de hvide ark. Stundom rettede han ryggen og lod