177 / 249
Snart med klap, men mest med stok
175
salmeversene slog os over skulderpartiet, idet han gentog sit yndlingstema:
»Nissebukke, Nissebukke«. Han syntes åbenbart, han var særdeles mor
som og smilede underfundigt i det tilspidsede hageskæg, suppleret af
kæledæggernes englesmil, men vi andre, og særlig dem, han havde »kig«
på, nøjedes ikke med at blive »markeret«, men kunne kun spænde musk
lerne og trække skuldrene så langt tilbage som muligt for at afbøde de vel
beregnede slag så meget som muligt.
Nogen ville måske undskylde ham med, at det jo var kun en spøg
fra hans side; nuvel, dog en grov spøg, men hvad vil man da sige, når
jeg fortæller, at de flækkede spanskrørsender var omviklet med flere lag
sejlgarn, så der i hver ende fremkom en stor knude, der oversmurt med
størknet dekstrin [et stivelsesmiddel] var så hård og føltes, som om han
slog os med en sten? Nuvel, nok om Vægteren denne gang, ham kommer
jeg tilbage til mange gange senere.
Men så var der førstelæreren, der beboede en treværelsers lejlighed,
var som forstanderen gift og havde tre børn. Kendetegnende for ham
og de øvrige tre lærere var de lange piber og den stadige pulsering af
tunge røgskyer, der omgav dem, og gav os en fornemmelse af, at de alle
sammen havde dårlig ånde. Jeg må dog indrømme, at i timerne og ved
middagsbordet var de uden piber.
Førstelæreren, lad os kalde ham »Rasmus«,1 havde vi i regning, mate
matik og fysik, hvor hans dygtige og levende undervisning ansporede os,
så det blev en hel sport at gå i gang med de sværeste regneopgaver og
fysiske forsøg. Han var yderst streng i straffemåder; således kunne han
stå og dreje en drengs hoved meget længe til han syntes, det lå så tilpas, at
han med hele sin kraft kunne slå til, så han trillede om på gulvet, og når
han rejste sig, kunne man se drengens kind ophovnet, rød og alle lærerens
fingermærker, undertiden helt ned på halsen. Jeg tænker mig, at hans
grundige forarbejde var forårsaget af hans angst for at slå drengen døv,
Cand. phil. Hans Holsted blev ansatpå Opfostringshuseti 1883,
hvor hanfungerede som larer til han i 1895 blev viceskoiedirektør
i Københavns kommune. (Foto fra Jens Marton: Personligheder
fra svundne O age ved D et kgl. Opfostringshus, 1920)