175 / 249
Snart med klap, men mest med stok
173
strømper og meget andet, da far slet ikke lod sig mærke med, at det an
gik ham, endskønt han nok vidste, at det ville lette ikke så lidt på hus
holdningspengene, når der blev én mund mindre at mætte, særlig i den
alder. Nu vil jeg for alt i verden nødigst give en forkert bedømmelse af
min far, for det skal præciseres, at far ikke brugte fem øre på sig selv, men
bragte hjem hvad han fortjente, og da han ikke kendte ét menneske, som
han kunne henvende sig til om støtte i dette tilfælde —han var jo til med en
meget ordknap mand —så havde jo mor en udpræget præference-stilling.
Jeg har heller aldrig hørt, at mine forældre indbyrdes har konfereret
og lagt planer for fælles anliggender; mor var mest koleriker, hurtig i
opfattelsen og derfor måske ikke lige velovervejet i sine handlinger, mens
fars langsommere og tøvende stillingtagen virkede irriterende på mor,
så han ofte måtte høre, at han var et »bagstræv«, hvad der selvsagt ikke
fremmede forståelsen mellem dem.
Mor var meget afholdt og takket være hendes gode bekendtskaber
fik hun virkelig fremskaffet hele mit efter vore forhold overdådige udstyr,
men først senere har jeg forstået og vurderet hvilke spekulationer og
legemlige anstrengelser, det har kostet hende at gennemføre.
Dengang var jeg stolt, da jeg iførte mig mit nye tøj, opfyldt af det
ukendte spændende, der lå forude, men særlig da mor kyssede mig ude
på skolen og vinkede farvel. Der blev imidlertid ikke tid til at meditere
over den store forandring, der nu var sket, for dels måtte man holde
ørerne stive for ikke at glemme de mange regulativer og forbud med deraf
Carl Vilhelmsforaldres underskriftpå, atforældremyndigheden overgives til Opfostringshusets
forstander. (Opfostringshusets arkiv, nr. 222)