184 / 249
182
Carl Vilhelm Vetersen
Aldrig har jeg hørt, at hun af den grund skældte os ud, men et kærligt
blik fra hende var nok til at vi følte os skamfulde og selv holdt justits,
hvis der var en, der ikke kunne holde sig i skindet. Tirsdag og fredag
var obligatoriske stoppedage, hvor vi af hende selv og den faste med
hjælperske fik undervisning i at stoppe vore strømper (vore numre var
syet i skafterne), men kontrollen af, hvordan det var gjort, foregik hos den
vagthavende lærer, der altid havde en vis evne til at bore en finger igennem
et eller andet sted, selv om vi viste ham stopningerne flere gange, og hver
gang var det om igen, indtil man så det eftertragtede kryds på listen.
Man kan nok forstå vor ivrighed for at blive så hurtigt færdig som
mulig, når man skulle ned at spille bold eller top, og derfor blev jeg klar
over, at der gik alt for megen kostbar tid tabt, når jeg bare trak nogle tråde
på kryds og tværs over de steder, der var tyndslidte, og så fik strømperne
kasseret flere gange. Hvis strømperne var meget medtagne flere steder,
puttede jeg et stoppeunderlag ind under og lavede én stor stopning over
forfoden og to over hele hælen.
Jeg kom ganske vist ikke ned at lege den dag, men jeg opnåede den
triumf, at der ikke var noget med at stikke den væmmelige finger igennem
på det mest utænkelige sted; jeg sparede mig selv for de mange gange, jeg
havde lidt skuffelser og spildt tid med at stå i kø, før end det blev min tur,
og nu var jeg en af de første, der styrtede ned i gården næste gang, det var
stoppedag.
Må jeg have lov til at sige, at oldfruen beundrede mine stopninger og
roste mig til læreren, men min søde mor skal nu alligevel have æren, for
ikke alene lærte hun mig at stoppe pænt, men hun lærte mig en anden god
ting, som kom mig til gode i mit lange liv. Hun sagde: »Husk! Man kan ikke
se, hvor længe du har været om at gøre en ting, men man kan se, hvordan
du har gjort det«.
Thor og Pebermanden
Vi havde tre lærere, der ikke boede på skolen, men kom og underviste
os i gymnastik, sang og syning. Lad mig begynde med sangpædagogen,
der ud over det, at han lærte os at synge trestemmige sange, der »tog
kegler«, når vi »optrådte«, ellers ikke havde noget med os at gøre. Da jeg
havde en meget lys stemme, sang jeg melodistemmen selv i ældste klasse,
og det melodiske i en vemodig sang kunne godt få tåren frem, mens
Bjørneborgernes March på min moders modersmål [svensk] kunne få mig
til at føle mig solidarisk med dem, der marcherede af sted dengang under
de slidte faner.