Snart med klap, men mest med stok
181
politiet, hvorefter de havner på stationen; men forinden de går i land,
holder kaptajnen en formaningstale til gutterne, sunget på melodien »Fra
London og til Dover«, og ét af versene, som forargede Vægteren, lyder
således:
»Da vi ind til Hongkong gik
og på murene øje fik,
da vi så gik fra bord,
si’r kaptajnen disse ord:
Manne, pas på I inte klemmer
for hårdt på disse kinesiske lemmer,
men skulle det ske, så sørg for at
I alle tager ordentlig fat«.
I dag ville vist ingen finde på at hæfte sig synderligt ved dette, man hører jo
både i radio og i revyer ganske artige udtalelser og tvetydige ting, der nok
kan få det til at gibbe i én, men man må stadig huske, at dengang, og særlig
på skolen, var man dydens vogtere, velanstændighedens forkæmpere, der
var så snæversynede, at de ikke forstod, hvor grænsen for deres egen vel-
anstændighed skulle ligge.
Jeg har omtalt de fire fastboende lærere, de to første gifte, de to andre
ugifte, men vi havde også en oldfrue, hvorunder hele det forplejnings-
mæssige sorterede. Hun var et strålende, kærligt menneske, den eneste
kvinde vi på skolen kom i berøring med, men til gengæld var hun som
en mor, der forstod hvordan og hvorfor drenge i vor alder tænkte og
talte, som vi gjorde, og hun har mange gange trøstet, men også irettesat
en dreng, der var kommet i vanskeligheder. Hun var ugift, men havde en
ældre, lille, hvid silkepuddel, som hun for det meste bar under armen, og
når vi stod i en flok omkring hende, morede det os at nappe den i halen,
så den gøede, uden at hun kunne opdage, hvem der var synderen.15
Frk. D. Hartwich var Opfostringshusets eneste kvindelige an
satte. H un fik stillingen som oldfrue og økonoma i 1892 ogfor
stod atgive drengene den omsorg, de så stæ rkt savnede. (Fotofra
Skorpeskolen —på denyderstepynt)