60 / 249
58
Peter Henningsen
Endeligen forsynder vi os endog imod de uværdige tiggere, når vived
almisser føder dem ilediggang og ugudelighed og opmuntrer dem tilat
vedblive ideres skammelige håndtering. At kastepenge tilsligen foregiven
fattig,er det samme som atgive en drukkenbolt midler atdrikke sig fuld.
En anden stor klasse af betlere fortjener heller ingen almisse. Det er
de, som vel have skade og skavank, men som gerne kunne blive hjulpne
derfor, der som de ville, dersom de ikke fandt deres regning mere ved at
være krøblinge og tigge end ved athave deres helsen og arbejde.
En tredie klasse udgør de, der nok kunne og ville hjælpes, men som
tvivlerderom ellerafuvidende ellergrådigelægererbievne afvisteog drevne
tilbetleri. En tilflugt, som den gemene mand, ja undertiden også mutatis
mutandis hæderlige og højanselige dagdrivere altforletfinde smag i.
Alle disse treklasser af ganske ubeføjede tiggere burde skilles fra den
øvrige hob. Det var det førsteog største skridttilbetlerietshæmmelse. Thi
når de er af vejen, som ikke med grund kunne beråbe sig på sygdom og
skavank, så ville vi ikke se mange tiggere mere: og de der er tilbage, ville
ikke såletteligenkunne bevæge fornuftige folk tilmedlidenhed.
Men hvorledes kunne dette ske? At de bedste anstalter med fogeder
og andet sligt ikke svarer øvrighedens hensigt lærer erfarenhed. Derom
var meget at tale.Men der var dog en ganske god måde atbevirke en stor
formindskning itiggernes taluden atbruge mindste voldsomhed.
Førend vi hører, hvori det består, villeman behageligst mærke, ather
forudsættes en umulighed, aldeles atråde bod på dette store og forargelige
onde ved de midler, som en vis regering har foreskreven. Ved sådant et
slags privilegium ellerrettere monopolium at betie, kunne egentligen den
omtalte formindskning tilvejebringes.
Dersom det blev på offentlige steder bekendtgjort, at alle halte,
lamme og vanføre, blinde og stumme, ældgamle og tilarbejde uskikkede
skulle på visse dage indfinde og melde sigpå behørigt sted, for der af en
læge atefterses,og o m muligt,iethospital atlæges; og efteratlægen havde
erfaretatder ingen helbredelse var atvente, da atannamme skiltog frihed
atbede o m almisse, på vilkår, at de ikke tålte andre med samme tegn ikke
forsynede betlere, men straks være behjælpelige til deres pågribning, så
villetalletaf sigselv mangfoldigen mindskes«.
P. A. Heiberg om tiggerkompagnier (1789)
I ugebladet
Pigsdalerseddelens Hændelser,
der udkom iperioden 1789-93, sa
tiriserede den senere såberømte litteratPeterAndreas Heiberg over mang-