147 / 265
N
r
. 15
FØR 0 0 NU
1. AUGUST 1915
DA DE REV VOLDENE NED.
(Efter H . V. K a a lu n d : »En E ftervaar«.
H
vad gaar der a f dig, m in Fødeby?
H v ilken Byggen og Roden!
Jeg kjender dig neppe: Du bliver som ny,
a ldeles paa Moden.
Den trav le Tid var dog ilet forbi —
du m aa m ed i Løbet,
om ogsaa lidt gamm eldags Poesi
gaar m ed i Kjøbet!
Ja vist! H vem lægger paa Sligt nu Vægt?
— Det er D igternykker!
For Ny tten s Trium fvogn trækker vor Slægt —
vi er ingen Parykker!
Nu gaar det afsted i flyvende Fart,
saa stærkt v i kan rende,
endskjøndt det just ej er saa ganske klart,
hvordan det vil ende.
De har nu besluttet, de v ise Mænd,
du m aa ej beho lde
det grønne Bælte, som kranser din Lænd:
dine gam le Volde.
Nu skal du befries, m in kjære Stad,
fra dit snevre Panser;
dine Stadsgrave, spæ tted m ed Andemad,
har stød t vore Sanser.
Som Fæstning kan du ej staa dig m eer
mod de ny e Kanoner.
Dine gam le Vo lde m ed Møller og Træer
og Bastioner
fra »Kjøkkenkurven« ved Kallebodstrand
og ud til Kastellet
skal nu jevn es plat m ed det flade Land
— deres Dom er fæ ldet!
— D ine Volde, hvorfra Carl Gustav drog
m ed Skam tilbage,
som Arthur W e lle s ley selv ej tog
i onde Dage,
som aldrig brødes af Fjendehaand,
som se lv en Kvinde
en Gang har væ rget m ed Helteaand ,
skal nu forsvinde!
Paa Skubkarrer triller m an Minderne væk
fra de gam le Tider.
Nu faar vi den dejligste Gjennemtræk
fra alle Sider.
Etsteds derude — ja Gud veed hvor
skal der bygges Skanser,
naar vi først faa vrøv le t en ha lv Snes Aar
om vore Finanser.
Saa drive imens vi for Strøm og Vind —
det har ingen Fare!
Naar v i give A lverden frit Kjørind,
vil man nok os spare.
Det vilde jo væ re skjændigt gjort
at storm e m ed Vaaben
en By, som hverken har Vold eller Port,
m en er ganske aaben!
Vi har store Planer, fine Idéer
og Speku lationer —
her er Byggegrunde, som vel er værd
en Snes Millioner;
de m aa gjøres i Mønt, naturligvis!
H ver eneste Tomm e
drives op til den allerhøjeste Pris
m ed den store Tromme!
Din Stadsgrav — og din Kirsebærgang,
hvor V ioler v i plukked,
hvor den b lom strende Tjørn over Vandet hang
og Sivene vugged,
hvor den vilde D rossel i Buskene sang,
m ens Aftenen dugged,
og Fiskeren m ed sin Bambusstang
over Bredden sig bukked —
og de gam le Broer, der spejled sig smukt
dernede i Vandet —
og Udsigten lige til Kjøgebugt —
og Synet a f Landet,
naar Solen gik ned, og i Aftnen sval
den første Stjerne
tændtes paa H im len — m ens Hornsignal
lød fra det Fjerne!