148 / 265
1. AUGUST 1915
FØR OG NU
N
r
. 15
Forsvinde skal det nu Alt for det Ny —
der m aa Plads til Mængden!
Ja, nu skal du vox e , m in kjære By,
i Breden og i Længden!
Bou levarder faar du som i Paris,
hvor vi kan os so le
og nyde i Mag vor Konditor-Is
paa Fortovets Stole.
Jeg seer i Aanden, hvor du bliver fin:
hv ilke Gader lange,
efter Snore bygged som i Berlin,
og Spadseregange
med Træer, som p lantes paany hvert Aar
— saa naaes Idealet,
og du bliver lig en Grønnegaard
ved Hospitalet!
— Bevares! Jeg nærer den største Respekt
for en m od sa t Mening.
Jeg hører jo ha lv t til den yngre Slægt:
Jeg er jo ingen Forstening.
Jeg er m e d ! Jeg ho lder med Tiden Skridt —
m en gjælder det Smagen,
da tilstaar jeg: m i n — jeg siger det frit —
er lidt uopdragen.
Jeg ønsker det Skjønne ufrisert,
ej slikket og plejet!
Jeg ynder Naturen ugenert,
ej pyntet og fejet!
Jeg kan see paa en gamm eldags Navnek lud
med godm od ige Øjne —
men jeg syn e s de Huse, man nu ryster ud,
er m estendels Løgne.
D isse brogede Prøver paa hver en Maneer —
disse nyp ittoreske,
forfløjne, forlorne Mursteensideer —
ita lienske og græske —
norm ann iske Taarne — Rokokkopalæer —
affekterte, — groteske!
Af oprindelig Stil har jeg fundet m eer
i en Legetøjsæske!
Det lyder lidt sært — nu ja, om D e vil,
m en De m aa betænke,
det er Tiden alene, jeg sigter til —
jeg vil ingen krænke!
Jeg har Mod til at tage det m ed Humør,
om saa Verden vakler;
jeg er bare b leven en Sm u le ør
a f de ny e Mirakler.
Det gjør m ig ondt for de Skove a f Siv,
som dernede suse,
det gjør m ig ondt for det Fugleliv,
som Buskene huse,
for de grønne Skrænter, de prægtige Træer
og de stille Bænke
og de gamm eldags Folk, som hv ilede der
og holdt a f at tænke;
for de jub lende Smaa, som deroppe sprang
i Paradisspillet,
for de fattige Stakler, hv is Frihedstrang
b lev deroppe stillet,
for den Syge, som m ed den blege Kind
søgte bort fra Vrim len
for at aande en Smule L ivslu ft ind
lidt næ rm ere H im len!
— Jeg har nydt deroppe som lille Pog
m ine bedste Glæder;
jeg kjender ved S tadsgraven hver en Krog,
de skjulteste Steder.
Der fik jeg alt Syn for en stor Horisont,
den Gang jeg var lille,
da jeg troede endnu, at Solen gik rundt
og Jorden stod stille.
Det er m ig som en vem od ig Drøm ,
naar jeg seer tilbage
fra den vilde, brusende Nutids Strøm
paa de gam le Dage!
Som Digter staar jeg i Æ resgjæ ld
til de gam le Minder;
d e m m aa jeg sige et rørt Farvel,
før de forsvinder.
Memorial
F o r a t d e t t e B l a d s O p g a v e ,
som gaa r ud paa a t udbrede Kendskab iblandt Befolkningen til vor
Hovedstads topografiske Udseende gennem Tiderne — før og nu —, og de Minder, der kny tter sig hertil,
kan gennemføres for hele Hovedstadens Vedkommende,
v i l d e t s e l v f ø l g e l i g v æ r e n ø d v e n d i g t ,
a t der ud
spredes Kendskab om, a t B ladet eksisterer, for derved a t opnaa det passende An tal interesserede Abonnen
ter, der fordres til Dækning af Bladets betydelige Udgifter til Stoffets Erhvervelse og Gengivelse.
D e n s ik r e s te V ej t i l L ø s n in g e n a f d e n n e O p g a v e ,
uden a t bringe Udgifterne endnu højere op ved
Avertering i mange Blade, er derfor den, a t
e n h v e r n u v æ r e n d e A b o n n e n t, d e r g e r n e ø n s k e r , a t B l a
d e t s k a l f o r t s æ t t e
sin patrio tiske Gerning, søger blandt sine Venner a t erhverve nye Abonnenter. —
Sender
h v e r
Abonnent os
b l o t 2 n y e A b o n n e n te r
, er Bladets fo rtsa tte Bestaaen sikret, og det vil da i
Aarenes Løb system atisk beskrive og illustrere
a lle
de P a rtie r i Hovedstaden, som egner sig til a t drages
ind i Mindernes Kreds.