38 / 265
15. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 4
stam m er V ittig h ed en om, a t „møde sin Ci
gar i G adedøren“ — „da j e g gik ind, gik
d e n u d “. M indre k en d t er m aaske hans
Svar p a a Spørgsm aalet om, hvad der var
d et m odsatte a f en M oderatørlam pe. „D et
er en F atter-er-v aad -L am p e“, sagde Loria.
T il den læ rde K ategori som den 70 aarige
„S tu d en t K ah rs“, h ø rte A l e x a n d e r V e ih e
— „P rofesseren i hund red e Sprog“ . D et
sagdes, a t han i sin Opvækst var blevet
proppet med saa m egen Lærdom , a t F or
standskisten revnede. En latin sk Ordbog,
som han skal have paabegy ndt, b a r e fte r
Sigende Spor a f Lærdom , m en ogsaa Spor
a f en fo rv irre t H jerne. E t U geblad, han
udgav un d er N avnet „ R iv e jern e t“,
gik d e t ik ke bedre med. T ilsidst
opgav han a t tje n e noget ved lit
te ræ rt A rbejde, slog sig p a a Flasken
og døde tem m elig ung.
Næ rm ere op mod T ypen for de
O riginaler, der a fslu tte d e Ræ kken
i vor egen Tid, var P e t e r R u n -
d e t a a r n . Han gik om kring med
en lille Kasse u n d er A rm en og
solgte forskellige S k rifter, navn lig
A lm anakker sam t V iser og Skraa-
tobak. P a a de æ ldre A lm anakker
v ar e t B illede af R u n d etaarn , som
den Gang var O bservatorium , d e raf
hans Navn. P e te r R u n d etaarn hør
te til de godmodige af O rig in aler
ne, m aaske ikke ganske ved sine
fulde Fem , men han var en ih æ r
dig F o rretningsm and og rostes for
sit p u n k tlig e R egnskab med Le
v erandørerne. Sommer og V in ter
gik han i d e t samme K ostum e: en
stum p et T røje, lid t for k orte B en
klæ der, Ankelsko og H atten bag i
N akken. H an døde i en A lder af
'70 A ar un der e t H osteanfald , der
gik over til K ram pe.
En M and som K a r l K a t t e n t i d
— „ F lø jte k a rl“, som hans populæ re
N avn lød, hører eg en tlig ikke h jem
me b lan d t O riginalerne, fo rsaav id t
som han aldeles ikke var nogen
la tte rlig Figur. Den gam le god
modige, graaskæ ggede F løjteblæ ser,
der gik om kring i G aardene og
foredrog skæ lm ske og rørende M e
lodier p aa sit kæ re In strum en t
og som havde en egen o ste n ta tiv
M aade a t hilse og ta k k e paa, n a ar
S k illin gerne blev k a ste t ned til
ham , v ar en sæ rd elet s k a tte t Figur,
altid jov ial og m u n ter som han var.
Med en hvis R et følte han sig h æ
vet over K onk urrentern e, der d rejede
p a a L ire; h a n spillede jo sely paa
e t rig tig t In strum en t. En af vore
stø rste M alere. Carl Bloch, h a r ta
ger K arl K a tte n tid til Model for et
af sine bedste B illeder.
Med „ P u d s e p e t e r “ er vi igen
inde p aa den rigtig e O riginaltype
m aaske for sin Tid den m est
ken dte af dem alle. H ans Døbe
navn var N iels P e te rN ielsen, han
var født i T jæ reb y
og v ar som
B arn komm et til K øbenhavn med
sine F oræ ldre. A lt fra Barndomm en
af skal han have h a ft u dpræ get H an
d elstalen t og slog ofte en H andel
af med sine L eg ek am m erater med a f
gjo rt Profit p a a sin Side. Om han v ar n a a e t
saa h ø jt p aa den m erk a n tile R angstige som
hans Sam tidige, T ietgen, hvis Skæ bnen
havde væ ret ham gunstig, er ik k e godt a t
vide. En u ly k k elig Kæ rlighedsaffæ re sagdes
a t have g jort ham til „O rig in al“, og det
blev han til Gavns. G adeungdomm en var
ligesaa glad for ham , som for S prøjterne,
og det skulde der noget til. N aar han kom
i sin slidte, m ørke D ragt med K rid tpiben i
Munden, H a tte n p aa tre H aar og den
k en d te Kurv paa A rmen m ed dens Indhold
af B lanksvæ rte, Pudsevoks og T æ ndstikk er
blev der uundgaaelig „Sjov i G aden“.
„B lanksvæ rte, B lan ksvæ rte! a a! a a! a a !“
sang han af fuld Hals, og kom der ingen
strak , fo rtsa tte han u fortrø d en t:
Jeg synes d et v arer saa læ nge,
inden de F ru er fa a r Penge osv.
T il T rods for den gam le K æ resteh isto rie
var P e te r senere b lev et g ift og havde fire
Børn. Han paasto d rig tigno k a t „U ngerne
var S kom agerens“, m en d e t v ar vist en af
hans sæ dvanlige M orsom heder for a t anim ere
Folk til a t købe. S o ld atern e, til hvem han
solgte Pudsevoks, sk al have givet ham N av
n e t „ P u d se p e te r“, andre, der ik k e regnede
ham for saa tosset som han lod til, sagde
a t N av net kom af, a t han havde S n it p aa
a t „pudse“ Folk, n a ar han handlede. Til
P e ters svage Side h ørte en T ilbøjelighed
for Snapsen, der tog til med A arene, men
ogsaa d et kunde han bruge som R eklam e.
„P e te r er fuld, lynende fu ld “, plejede han
a t synge, n a ar den var „hø j“, men en
A ften var den f o r høj, P e ter fa ld t i N y
havns K anal og forkølede sig saa stæ rk t i
det kolde Bad, a t han døde deraf.
T il G alleriet af Byens O riginaler hører
ogsaa F erdin and P etersen , eller, som han
a ltid k ald tes „T y r o l e r - F e r d in a n d “. Der
var blot den Forskel, a t han ik k e var no
gen sæ rlig københavnsk Figur, m en op-
tra a d te over hele L andet. Han v ar Sanger
af A rten fra den rom an tisk e Tid, da Dig
tern e im proviserede deres Vers og b ra g te
dem i Folkem unde ved selv a t synge dem
til G uitarens Toner. Hans gulbrune T eint,
d et m ørke H aar og Skæg, Ø renringene og
G u itaren gav ham e t sydlandsk Udseende,
d e ra f N av net T y r o le r- F e r d in a n d . K øben
h avnerne k en d te ham bedst fra D y rehavs
bakken, hvor han i den sidste H alvdel af
forrige A arhu ndrede havde sit Stade og
sang D u e tte r samm en m ed sin kønne, m ørke
D a tte r. N aar han indledede m ed sit g ja l
drende
Ho, ho, m ine e r e d e ------------,
flokkedes B akkens Gæ ster h u rtig t om ham .
Saa kom der e t F oredrag om, hvad han vilde
synge om, i R eglen havde han u d set sig e t
O bjekt b lan d t B ønderkarlene, d er stod og
stirred e fo rv entn ing sfuld e p a a ham , og saa
kom der en Sang om V edkomm ende, der
ik k e sjæ ld en t stre jfe d e d et „ u a r
tig e “. Knøsen, d et gik ud over, blev
n a tu rlig v is som R egel flov e lle r gal
i H ovedet, m en de om k rin g staaen d e
skoggerlo og b e ta lte v illigt deres
S k illin ger til S angeren, h v ilk e t jo
var det, d et kom an paa. N a ar B ak
ken lukk ede drog F erd in an d ud i
Provinsen, hvor han o p tra a d te p a a
M arkederne. P a a disse K u n s ttu r
néer havde han ogsaa e t og a n d et
a t forevise, saaledes i 1870—71
P ano ram aer fra den fra n s k—tysk e
K rig.
Af en m indre morsom Type var
„ E k s e e l le n s e n “, M anden m ed de
m ange M edailler og O rdener — d.
v. s. K otillonsordener og lignenge,
som han sm ykkede sig med. Hvem
han eg en tlig var, vidste ingen,
spu rgte m an ham , sagde han, at
han hed F re d e rik F rederik sen og
boede p aa Sorgenfri Slot. Af en
eller anden A arsag var han nem lig
komm et til a t lide af S to rh ed svan
vid og fablede om sine højfornemm e
A hner og om store Pengesumm er.
H ans G ang gik ofte til en eller a n
den G rosserer, han vidste var op
la g t til a t give en Skærv. „G odda’,
Hr. E ta tsraa d . H ar de 50,000 Kr.
til E kscellensen i D a g
, naa, 50
Øre da, saa sk al de fa a 1000 Kr.
igen, n a ar jeg fa a r m ine M illioner,
som lig g er i S tatsk assen — n a ar
V enstre komm er til M agten “.
T il Byens sidste O rig inaler hørte
S c h e i b e l e i n . V ilhelm A nton Schei-
b elein var Københavner, født i 1839,
Søn af en M urer i Adelgade, den
yngste a f 12 Børn. H an havde tid
lig t F o rkæ rlighed for d et m ilitæ re
og blev R e k ru t i Rendsborg, deltog
i S laget ved S an k elm ark i 1864 og
sk al kunn e findes p aa Simonsens
bek en d te M aleri af S laget. Han
blev sa a re t, ta g e t til Fange og
sendt til Fæ stningen Spandau ved
B erlin. I K øbenhavn havde S cheibe
lein en lille K æ reste, som han holdt
m eget af, og da han e fte r H jem
kom sten fra F an g en sk ab et fan d t
hende gift med en anden, tog han
sig d e tte saa nær, a t han stra k s
m eldte sig som friv illig v estin disk
Soldat. I V estindien nød han e fte r
Sigende for m egen Rom og da en
„gul F e b e r“ kom til, blev han R e
sten af sine Dage re t aandssløv.
Men sin Interesse for d et m ilitæ re
b eholdt h a n ; m ed sine 74 Tom
m ers Højde, M ilitæ rk a sk e tte n , E rindrings-
m edaillen og diverse Foreningsem blem er,
som han a ltid gik med, saa han h e lt
m artialsk ud, og hans stø rste Fornøjelse
var a t se paa S old aterne i K astellet, hvor
han til de om kring staaend e afleverede sin
sagkyndige K ritik. N aar den ty sk e K ej
ser besøgte København, var Scheibelein
stæ rk t p a a Tæ erne for a t komme den store
M ilitæ rk ejser p aa n æ rt Hold og gøre stram
H onnør; han var um aadelig sto lt af a t
hedde V ilhelm ligesom K ejseren. En Tid
stod han som R eklam e for en Bod p a a Dyre-
hhvsbakken, ellers tv an g Om stæ ndighederne
ham jæ vnlig til a t opholde sig sk iftev is p aa
„A lm indeligheden“ og paa L adegaarden, dog
sørgede han gerne for a t spare saa m ange
Fot. Clir. Neuhaus Eftfl.
St. Købmagergade.
Fløjtekarl som O lding.