39 / 265
NR. 4
FØR 0 0 NU
15. FEBRUAR 1915
Penge samm en, a t han kunde slippe ud
igen. I G rundlovstogene plejede Scheibelein
altid a t gaa med, som u dp ræ get M ilitarist
natu rlig v is i Højres. Man e rin d rer en af
F red erik Jensens R evueviser med Rim et:
N aar Bahnson ej gaar foran og Scheibe
lein bag,
Saa er der s ’g u tte noget ved en G rund
lovsdag.
Hans noget yngre Sam tidige, „ J o m f r u
T i d s f o r d r i v “, hvis egentlige Navn var
Ju lian e Marie H ansen, var øjensynlig e t
uly k k elig t Væsen, der følte sig i høj Grad
kræ n k et over, a t Gadeungdomm en fo rfulg te
hende med Jubel og Hvin, hvor hun viste
sig. Som d et saa ofte er sket, var d et et
b rudt Kæ rlighedsforhold, der havde g jort
hende til Særling.
var a t faa noget Sukkergodt eller nogle
B illedark, som hun kunde glæde sine kæ re
E lever med. D et viste sig ved hendes Død
i 1907, a t hun havde h a ft m ange Venner.
Hendes K iste var rig t sm ykket med Blom
ste r og K ranse, d e rib lan d t en fra Prinsesse
M arie.
Ved „ P r o f e s s o r “
H a n s A n d e r s e n
B a n g s dødelige A fgang i 1913 eik den
Fot, P. E lfelt.
Juliane M arie Hansen (Jomfru Tidsfordriv) paa K ultorvet.
Østergade.
Der var noget for Oppositionsbladene,
som h e raf fik Ideen til a t personificere
Højres Forsvarsbevæ gelse i Scheibeleins
tragikom iske Figur. Ved hans Død for
nogle Aar siden drev en ra d ik a l Avis det
endda til- a t debitere d et Vaas, a t han altid
g ik i S p id s e n for Højres Tog. Men da
var det jo sidste Gang, han kunde bruges
i P artip o litik en s T jeneste.
Hun havde fa ae t den fikse Ide, a t hun
var L æ re rin d e ; om Sommeren kunde man
se hende sidde paa en Bænk i Kongens
Have, hvor hun docerede Dyd og Moral
for de sm aa T ilhørere, som a ltid endte
med a t gøre Løjer med hende, saa a t In
form ationen blev til nogle m æ rkvæ rdige
Skældsord, ingen forstod. For R esten havde
hun et godt H jæ rte og hendes største Glæde
sidste af de københavnske O riginaler bort.
D et var en lille Mand med et gulligt, ryn
k et Ansigt, sm aa Øjne bag de b laa Lorg
n e tte r og Fuldskæg. Hvor m eget der hos
ham var G alskab og hvor m eget Snuhed,
vidste vel egentlig ingen. Han skal have
væ ret paa Oringe til O bservation en Gang,
men re to u rn e ret som i h vert Fald ikke for
ry k t nok til a t de vilde beholde ham . Af