40 / 265
15. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
N
r
. 4
Metier var han vistnok Agent bl. a. for en
Brændselsforresning — ældre Folk paastod
a t han havde væ ret Skomagersvend —
ellers tjen te han af og til nogle Penge ved
a t leje Lokaler som „Kæden“ og det gamle
„T halia“ for at holde Foredrag om sta ts
videnskabelige Sager, hvor det uundgaae-
ligt endte med Løjer og Tumult.
Da den i sin Tid meget om
ta lte franske General Boulanger
var paa sin Popularitets Højde
omkring 1890, fandt D irektøren
for en mindre Cirkus paa at bruge
„Professoren“ som Reklame. An
dersen Bang kunde ved Hjælp
af lid t T eaterkunst nok komme
til at ligne den franske Gene
ral, og iført en fantastisk „Ge
neralsuniform “ med trek an tet
H at blev han til Tilskuernes
Jubel anbragt paa en Hest i
Manegen, hvorfra han med d ra
belige Fagter ta lte til Mængden.
Et Udslag af hans komiske
Æ rgerrighed var det ogsaa, at
han en Gang virkelig stillede
sig som Folketingskandidat paa
sit statsvidenskabelige Program
mod Goos og Holm i 5 te Kreds.
Han kom im idlertid ikke i Be
tragtning, da det viste sig, at
hans eneste S tiller ikke havde
Valgret.
*
Havets Mysterier.
i.
tormen har lagt sig, de sid
ste Skyer er blæst sammen
i lange Striber ved Horisonten,
hvor den dalende Sol farver
dem gyldenrøde.
Men endnu gaar der svære
Dønninger paa Oceanet — lange
Bølger ruller i endeløs Række
følge fra Vest til Øst, og m idt i
det gyngende Blaa ligger en en
lig lille Baad.
Tre af dens Passagerer synes
at være i Live; hos de andre er
Livet udslukt.
To sidder med Hovedet bøjet
forover; den tredje, en ung Sø
gut i sin første Manddomsvaar,
kaster B likket spejdende rundt.
En stor A lbatros kredser om
kring ham med glubske Øjne;
men den slaar ikke ned paa
ham — endnu.
Saa kommer der en Bølge, der
er højere end de andre; Baaden
stiger tilvejrs, og der langt
borte — hvad er det? E t Skib?
Har det Forsyn, der regerer
deroppe i den blaa Himmel, hørt
hans Bønner? — Baaden daler
ned igen? han venter i Spænding
paa, at den a tte r skal stige, saa
at han endnu en Gang kan se,
om det ikke skulde være et
Skib — men Bølgen kommer
ikke; og imens gaar Solen ned.
De har tru k k et nogle Klæd
ningsstykker af deres døde Kam
m erater for selv at holde Varme,
og de try k k er sig sammen i et
H jørne af Baaden for at tilbringe
endnu en frygtelig N at i Angst
og Uvished.
Vil det næste Daggry finde dem levende?
Den nærmeste Kyst er fjorten—femten
Mil borte.
:\:
*
*
Kahytten paa Amerikabaaden „Poul Re-
vere“ var et lille Vidunder af Hygge og
Elegance. P aa en magelig Kanapee med
persiske Tæpper la(a K aptajnen og røg sin
Havannacigar; men han lod ikke til at be
finde sig saa vel, som man efter Omstændig
hederne skulde tro.
K aptajn Abel Cushman var for en Time
siden vaagnet af sin Middagssøvn og laa
endnu og tæ nkte paa en sælsom Drøm, han
havde haft. En ung Mand — en Udlæn
ding —• havde staaet foran ham og havde
sagt: „Styr Vest til Syd.“ Endnu efter at
K aptajnen havde slaaet Øjnene op, syntes
han at se den unge Mand, som han stod
der og pegede i den angivne Kompasretning.
„Vrøvl“, sagde K aptajnen gentagne Gange
til sig selv. „Hvorfor skulde jeg styre Vest
til Syd?“
Han gav sig til at gaa. op og ned i den
lille Salon, brummende og tænkende. Gamle
Sømandshistorier om Varsler og mærkelige
Tegn dukkede op i hans Erindring. Kanske
det var en højere Styrelse, der havde anvist
ham a t sæ tte Kursen en anden Vej; men
Folkene vilde jo grine af ham — og en
Skibsfører i det tyvende Aarhundrede vilde
dog nødig gøre sig til Nar med den Slags
Ting.
Han stod stille foran Bordet og bladede
uvilkaarlig i en tyk Bog, der laa
— det var en Bibel — og m e
dens hans Hænder fam lede ved
Bogens Blade, syntes han a tte r
at høre denne mystiske Stemme:
„Styr Vest til Syd.“
Bogen blev lukket sammen
med et Smæld. K aptajn Cushman
rynkede Brynene og gik op paa
Dækket.
„Kan jo gerne gøre d et.“
mumlede han ved sig selv. „No
gen S k a d e kan det i hvert
Fald ikke gøre.“
Da han kom op under den
b laa Himmel kastede han et
spejdende Blik langs Horisonten,
rømmede sig et P ar Gange og
kaldte paa en Skibsdreng.
„Hej, Du der!“
„Javel, K aptajn!“
„Hent mig første Styrmand.
Jeg vil tale med ham “.
II.
E t Øjeblik efter kom en stor,
stærk, rødmosset Sømand hen
til ham.
„De vil tale med mig, Kap
ta jn ? “
„Ja, Jeg fik saadan en løjer
lig Anelse før, Colby (det var
Styrmandens Navn), „vend Sku
den og lad os styre en Gang Vest
til Syd.“
„All righ t,“ svarede S tyrm an
den og gik for at udføre Or
dren, medens K aptajnen for
svandt ned i sin Salon igen.
„Gud ved, hvad Colby tæ n k te !“
brummede han for sig selv. Det
er naturligvis noget dum t Vrøvl
af mig — men nogen Skade kan
det vel ikke gøre.“
Skibet lagde sig over paa den
anden Bov — hans Ordre var
bragt til Udførelse.
*
(
=i:
Det begvndte a t dages! Kap
tajnen havde allerede i flere
Timer gaaet op og ned ad Dæk
ket til stor Forundring baade
for Colby og de andre.
Da den første Solstraale viste
sig over den østlige Horisont,
gav han en kort O rdre:
„Send en Mand op paa Top-
sejls-Raaen og lad ham holde
skarpt Udkig.“
— „Ja, De undres naturligvis
over, hvad dette her skal be
tyde, Colby,“ tilføjede K ap taj
nen; men inden han fik begyndt
paa en Forklaring, kom der et
Signal fra Udkigsmanden, ju st
som han var ankommen til sin
luftige Post.
„Er der noget?“ raabte Colby
og kiggede op.
„Ja, der flyder noget paa Van
det til L uvart.“
Det gav et Sæt i Kaptajnen.
„Ser Du noget — hvad tro r Du,
det e r? “ raabte han op til Matrosen.
„En Baad — eller maaske en død Hval
— kan ikke sige det saa nøje, K aptajn —
men n o g e t er d er.“
Kaptajn Cushman kravlede som en Ed
derkop op i Vantet, satte sin Dobbeltkikkert
for Øjnene og saa paa et mørkt Punkt i
det fjerne.“
„Colby,“ raabte han ganske overvældet
af Forundring og Bevægelse. „Det er en
Baad! Vi maa styre henimod den.“
ro t. P. E lfelt.
Vilhelm Anton Scheibelein.
ØstergaJe.