41 / 265
N
r
. 4
FØR OG NU
15. FEBRUAR 1915
III.
En h alv Tim e e fte r b e fan d t to reddede
Søfolk sig p aa Am erikanerens Dæk. Den
tred je havde u d aan d et under N attens Ræds
ler.
D et varede flere T im er, før den yngste
af de to kunde tale.
„H ar vi ik k e set hinanden f ø r ? “ spurgte
K ap tajn Cushman og saa paa ham som paa
en A abenbaring fra den anden Verden.
„Jeg ved ikke, K ap tajn ,“ svarede Manden.
„Men d et forekomm er mig, a t Deres Ansigt
er m ig b e k en d t.“
„H ar De maaslce før væ ret h er om Bord ? “
„Nej.
Jeg h ar
a ld rig v æ ret p aa
d e tte Skib før.“
„Er De vis paa
d e t? Jeg tro r, Vor
h e rre h ar sendt Dem
til m ig en Gang for
ik k e læ nge siden.“
Den unge Sømand
stirred e fo ru n d ret
p aa K aptajnen.
„G aa m ed mig ned
i m in Salon,“ sagde
K aptajnen.
De fulgtes ad ned
i den eleg an te K a
h yt, og næppe var
de komne derned,
før den unge Mand
saa’ sig forvild et
om kring. „Jo,“ sa g
de han, „jeg synes,
jeg h a r væ ret her
en Gang før, men
hvo rnaar kan det
have v æ re t?
Der
la a en Bog paa Bor
d et ; og — ja, De
la a der p aa K an a
peen og røg.
Jeg
m aa have drøm t
d e t!“
„D et var vist in
gen D røm !“ sagde
K aptajn Cushmann
h ø jtideligt.
■ *
Den bedste Juvel
paa en skøn Finger
er e t Fingerbøl, sag
de en klog Mand for
leden.
¥
Man h ar ved G ua
tem ala fu n d et en
Fisk med to P ar
Øjne. D et ene P ar
synes a t gøre T je n e
ste ovenoverVa.ndet,
medens d et an det
passer paa, hvad der
er underneden.
y
Alle Amatør-Fotografer
indbydes herved til en P ræm iekonkurrence
om B illeder fra
„Det nuværende „gamle“ København“.
F
lere af vore Læsere h ar opfordret os
til a t fo ran stalte en saadan K onkur
rence b lan d t de m ange dygtige Am atør-
F otografer her i Byen, og beklage ligesom
vi, a t disse ikke for en M enneskealder siden
have existeret i Forbindelse med en Mand
eller Institu tio n , som havde in teresseret sig
for a t sam le disse B illeder. — Vi havde i
saa Fald ku nnet glæde os og Læserne med
et ganske anderledes fyldigt Billedstof efter
originale Fotografier af det forsvundne Kø
benhavn, end T ilfæ ldet er nu.
D et v i ø n sk er er:
Billeder af maleriske og interessante P ar
tier, Bygninger, Pladser, Park-, Vold- og
K analpartier, som have givet Byen sit Sær
præg, og som ifølge Byens Udvikling maa
frygtes at forsvinde i en nær eller fjærnere
Eremtid.
Som „Motiver“ for Konkurrencen henregne
vi ogsaa: originale Gadefigurer, T orvesce
ner, G adehandlere, hjem vendende Skolebørn,
V alg agitation p aa Gaden, kort sag t alt,
hvad der kan k a rak terise re vor By, og som
for E fterv erd en en vil have Interesse a t se
au te n tisk gengivet i Fotografi.
De p ræ m iered e Foto g ra fier
vil blive gen
givet en Gang om M aaneden paa en frem
træ dende P lads i B ladet, — men vi forbe
holder os ogsaa R etten til a t gengive de
ikke
præm ierede B illeder, som vi finde egnet
dertil.
P laden o g et A ftryk
af samme m aa frem
sendes til K onkurrencen, ind p ak k et i en
Æ ske m rk t.:
„A m atør“,
Navn og Adresse.
Vi forbeholder os R et til at beholde P la
derne som vor Ejendom .
Obs.
Vi u d sæ tter herved 5 Præm ier å 6 Kr.
k o n tan t for de for vort Blads Form aal
sig egnede O ptagelser og give derved
alle vore dygtige
„A m a tø rer“
A nled
ning til a t „gaa p aa J a g t“ e fte r de
ønskede Motiver.
K on ku rren ce-O ptagelsern e
m aa komme os
ihæ nde senest 28. F eb ruar og haabe vi da
i det udkomm ende
N umm er 1. April at
kunne gengive de
præm ierede B ille
der, selvfølgelig fo r
synet m ed Navn og
Adresse m. m.
P ladern es S tø rrelse
m aa helst væ re 10 X
15, dog m odtages
ogsaa m indre eller
stø rre P lader, saa-
som 9 x 1 2 og 18
X 18.
' S
En straffet
Kokette.
i.
scar
How ard
stod foran Isa-
bel Lorne, b ø n fa l
dende hende om
e t en este lille Ord,
der kunde give ham
Haab, som den Døds
døm te beder, før
han slæbes til G uil
lotinen.
Hun var van t til
disse Scener, kun
forbavsede d et h en
de, a t denne Mand
var saa voldsom i
sin L idenskab.
„Jeg kan ikke gi
ve Dem, hvad jeg
ikke h a r,“ sagde
hun k o ldt og tra k
sin H aand ud af
hans. „Jeg h ar in
te t H jæ rte. Misfor-
sta a m ig ik k e,“ til
føjede hun, da hun
saa Skinsygen Ham
me i hans Øjne.
„D et er ikk e saa-
ledes a t forstaa,
a t jeg h ar skæ n
k et det til nogen
anden.
Jeg har
in te t H jæ rte at give bort. Jeg tro r aldrig,
jeg har h a ft noget. Mændene er kommet
til m ig og har bedet m ig om det samme,
som De beder om ; de h ar fo rta lt m ig den
samme H istorie, som De fortæ ller. De bar
ta lt som De tale r, om Følelser og Lidelser,
der er ganske fremm ede for mig, og som
jeg ikke kunde dele med nogen, selv om
jeg vilde.“
Oscar How ard tog ikke sine Øjne fra den
bedaarende skønne Kvinde, der ta lte til
ham —hvor var hun sm uk, netop i sin
lidenskabsløse Ro, som en Skovsø en stille
Sommerdag. Han løftede Øjnene mod H im
m elen, som om han vilde nedkalde en For
bandelse over d e tte hjerteløse Væsen.
„Deres Tid vil kom m e!“ sagde han med
dirrende Stemme og gik uden at sige
Farvel.