42 / 265
15. FEBRUAR 1915
FØR OG NU
NR. 4
Deri unge Skønhed blev helt uhyggelig
tilm ode, da han var g aaet; hans Øjne
havde væ ret saa vilde, og der var et Ud
try k i hans Ansigt, der gjorde ham ganske
ukendelig.
„Mon jeg aldrig skulde komme til at
e lsk e ? “ mumlede hun, idet hun trak en af
Puderne paa Kanapeen ind under sit guld
blonde Hoved og lagde sig til R ette for
den lille Eftermiddagssøvn, hvormed hun
styrkede sig til Aftenens Glæde.
„Jeg haaber det ikke, hvis det skal gøre
mig lige saa forrykt, som det gør andre |
Mennesker.“
*
¡:
„F o rfæ rd elig t!“
Solen var gaaet
ned bag Højene,
og forfrisket af
den rolige E fter
middagssøvn gik
lsabel ud paa Ve
randaen, da dette
Udbrud
naaede
hendes Øre. Det
var en Stemme
fra . Menneske
mængden, der var
stim let
sammen
henne paa H jør
net.
„Hvad er d e t?“
„Hr. Howard har
skudt s ig !“
Heldigvis faldt
Aftenens Skygger
over hendes Ansigt,
ellers vilde man
have set, at hun
bleg ligbleg ved
at høre disse Ord.
Hun tog sig sam
men og sagde saa
koldblodigt
hun
k u n d e :
„Men Gud dog
— hvo rfo r?“
„Uden Tvivl i
et Anfald af Sinds
syge“, svarede en
pæn ældre Mand
alvorligt. „Der er
Sindssyge i Fam i
lien.“
lsabel drog et
dybt
Lettelsens
Suk.
„Ja saa — det
forklarer Sagen.“
II.
Der var kommet
en ny Logerende i
det
Pensionat,
hvor lsabel Lorne
boede. Værtinden,
Fru Fane, m aatte
straks ind og for
tæ lle hende det,
for hun var stolt
af, a t en saa for
nem og elegant
Herre havde valgt
a t opslaa sin Bolig i hendes Pavluner.
lsabel hørte paa Værtindens Beretning
med vanlig Ligegyldighed ; men da. hun
ved Frokosttid kom ind i den store Spise
sal og saa den fremmede sidde i et Hjørne
ved Vinduet og læse Morgenudgaven af
„Times“, sagde hendes Instinkt hende straks,
at den Herre var noget udenfor det alm in
delige.
„Hvem er h a n ? “ hviskede hun i Forbi-
gaaende til Værtinden.
„Gud, ved De ikke det endnu? Det er
Maurice Dudley. Han er noget i M iniste
riet. Alle Damer er rent forrykte efter
ham, skønt det er let at se, at han ikke
bryder sig om dem. Og det maa de godt
vide, siger han. Hvad tror De han sagde
til Fru Hinds p Aftes, da hun tilbød at
præsentere ham for Dem — „Byens rege
rende Skønhed“, som hun kaldte D em ?“
lsabel følte den skjulte Snært der laa i
disse ellers saa sm igrende Ord.
„Hvor skulde jeg vide det f r a ? “ sagde
hun med en Ligegyldighed, der var paa
taget, hvilket Fru Fane godt kunde sé.
„Jeg kan specielt godt lide „regerende
Skønheder“, sagde h an .“
„Det er vist en Sæ rling,“ bemærkede Isa-
bel i samme ligegyldige Tone som før.
„Det er han, men De skulde høre ham
ta le ! Han har væ ret overalt og kan tale
med om a lt m uligt; og hans Stemme lyder
som den herligste Musik. Og hvilke ud
tryksfulde Øjne! — E fter m in Mening er
han den mest bedaarende Mand, jeg i mit
Liv har set. om man end kan finde mange,
der er kønnere.“
Med disse Ord fjernede Fru Fane sig,
indvendig tilfreds med at have tæ nd t en
Brand i Frøken Lornes H jæ rte; hun anede
nok, hvilken Uro det kunde komme til at
volde hende. Det var ingenlunde, fordi
den gode Værtinde nærede nogen Uvilje
mod lsabel, der var hende overlegen i Skøn
hed og personlig T iltræ kningskraft; hun
syntes blot, at det kunde være interessant
at se, hvad det kunde blive til imellem de
to — en smuk Kvinde, der ikke brød sig
om Mænd, og en aandrig Mand, der ikke
brød sig om Kvinder.
lsabel og Hr. Dudley mødtes hver Dag,
og for første Gang i sit Liv tra f den fe
terede Skønhed en Mand, der ikke gjorde
Mine til at stifte nærmere Bekendtskab
med hende.
Det kedede hende den første Dag, æ r
grede hende de to næste, og gen fjerde
Dag gav hun sig til at græde.
Den fem te, sjette og syvende Dag udfol
dede hun al den Elskværdighed og Ynde,
hun raadede over, og det vilde ikke sige
saa lidt, men R esultatet var lang t fra a t
være smigrende. N aar hun havde sagt fire
Ord til ham, svarede han høfligt, mén kort,
og ignorerede hen
de komplet Resten
af den Tid, de var
i hinandens Næ r
hed.
Den første Fø
lelse, der vaagnede
i hende ved denne,
som hun syntes,
overlagte R inge
agt for hendes
Person, var Skin
syge ; Hr. Dudley
kunde nemlig godt
tale med de andre
Damer, men h u n
var ham ganske
ligegyldig.
E fterhaanden
gik det im idlertid
op for hende, at
han paa en Maa-
de dog interesse
rede sig for hen
de, men af hvad
N atur denne In te r
esse var, pinte hun
sig forgæves med
at udfinde. Hun
opdagede
ikke
sjældent, a t hans
skarpe Øjne hvile
de paa hendes P e r
son, naar han troe
de, hun ikke saa
det
— hendes
H jæ rte kom til
at banke, hver
Gang hun følte
dette Blik, hun
syntes
bestem t,
det lignede en for
elsket
Mands,
trods den urokke
lige Alvor, der var
i det.
Der gik nogle
Uger, medens Isa,-
bel svævede m el
lem Haab og Frygt,
lidende alle de
Kvaler, hun selv
saa ofte og saa
samvittighedsløst
havde forvoldt an
dre.
— lsabel og Hr.
Dudley var alene
i Spisesalen, hvil
k et sjæ ldent
hændte.
„Jegtroede
ikke, De kendte Begrebet
Kæ rlighed?“ sagde han.
Isabels H jæ rte hamrede, som det skulde
sprænges; der var noget i hans Tone, der
paa en Gang næsten gjorde hendes Haab
til Vished, og hun besluttede a t faa en
Afgørelsepaa Sagen med det samme.
„Det var den Gang —“, sagde hun, „idet
hun løftede sine nedslagne Øjne op imod hans
og lod dem straale i al deres vidunderlige
Glans — „før jeg tra f Dem, Maurice.“
„De elsker mig altsaa, lsa b e l? “
En hastig Rødme farvede hendes Kinder
og Hals.
„Højere end m it Liv — højere end min
egen S jæ l!“
Den Tavshed, der paafulgte, lagde sig is
koldt om H jæ rtet, og det Blik, hun mødte,
Fot. P. E lfelt.
„ P rofessor“ Hans A ndersen B ang.
Østergade.