295 / 605
Skrædernes Laugshus paa Gammelmønt
285
slag om, at ingen Skrædersvend fra København maatte
antages til Arbejde i de smaa Købstæder, med mindre han
kunde forevise Bevis fra Oldermanden i København.
Emanuels Klage gik lige til Kancelliet, men der kom
intet Resultat ud af den, da Kancelliet mente, at de alle
rede udgaaede Reskripter om Rejsepasser maatte være
tilstrækkelige.
Om hele denne Sag sendte Krofader Emanuel d. 13.
Juli 1772 Magistraten følgende Redegørelse1):
U nd erd an igst P rom em oria til Stadens høje Raad!
Deres E x cellen ce og sam tlige naadige Herrer er noksom
bekendt, h vo rled es jeg paa en m eget glubsk og vold som
Maade blev overfald et hjemm e i Stuen paa Skræderherberget,
hvor jeg bor, af tvend e Skræ dersvende n avn lig P ayreuther
og Osnabriiik2). Jeg havd e og Naade at p erson ligen faa tale
med D eres E x cellen ce selv derom , som ved F o rev isn in g saa
mig m ed blaa og b lod igt Ansigt af deres slette tyrann iske
Medhandling, som kunde have b livet m in Død paa Stedet, der
som ikke Folk ved m it og Børns jamm erlige Raaben og Skri
gen havde komm et m ig til Hjæ lp og reddet m ig af de barba
riske V old smænd s Hænder, som og samm e Øjeblik tog F lug
ten og escap ered e herfra. I den beklagelige T ilstand og som
jeg var tilredt, som og af. den Angst og Jammer, m in Kone
og Børn var ud i, var ingen Sam ling til at anhold e d isse 2
Skælmer, m en s alene paase at faa m ig reddet og til Sengs.
Jeg lod da ved Hr. P o litim esteren m elde denne vold somm e
Medfart, som og straks m edd elte m ig A ssistance til at opsøge
og hefte dem . Mens de var alt borte og ej til at find e, saasom
de nok kunde fo restillet dem den derpaa for dem vel for
tjente og følgend e Straf. Da jeg om nogle Dage var komm en
til de Kræfter, at jeg kunde gaa ud, indgik jeg til D eres E x
cellence i den ovenm eld te T ilstand m ed m in und erdan igste
skriftlige A n søgn ing om at faa forbudet saa v el her som ved
andre Købstæder her i Landet, at ingen Skrædersvend maatte
hos nogen Mester b live antagen uden B evis herfra, for ikke
fra dem at faa B evis til R ejsepas; m en s dog er de lykk eligen
bortkomne. Da jeg nu ikke m ere tænkte derpaa, og har
') Skrivelsen — og de følgende Citater — gengives med lem pet Ortografi.
2)
Betyder form entlig kun, at de næ vnte Svende, M issen og V ort
man, var fra Bayreuth og Osnabriich.