107 / 318
100
er det: Redaktionen erkendte, at jeg havde be
handlet den personlige Satire „uden at lægge
Fingrene imellem“, og dog saavidt muligt und-
gaaet at komme den fredlyste Digter for nær.
Kort efter blev jeg af Redaktionen opfordret
til at besvare en Artikkel, som den havde
„maattet optage“ mod min Anmeldelse af „Luft
skipperen og A theisten“. Hvorfor man havde
m a a t t e t gøre det, begreb jeg ikke, ti det var
et Forsvar, som fra først til sidst hvilede paa
en Misforstaaelse, der straks faldt i Øjnene og
med Lethed kunde paavises ved en Mængde
umisforstaaelige Citater af Digtet.
Som det
lod til, maatte det være personlige Hensyn, der
havde aabnet Bladets Spalter, ti man lo kun
af Misforstaaelsen og opfordrede mig til at blotte
den tydeligt, „hvad der baade var let og vel
fortjen t“.
For imidlertid her at undgaa al Vidtløftig
hed skal jeg indskrænke Referatet af denne
Polemik til at oplyse : at Indsenderen forvandler
Troshelten Montekristo til et Eksemplar af de
allerværste Slags Fritænkere, nemlig en Ironiker,
„hos hvem Tvivlen har fortæret al Tro paa
Gud som paa Mennesker, og for hvem Alt er
lige sandt, fordi Intet er absolut sandt for h am “,