262 / 318
255
stort mere tilbage, end til, som det hedder i
Teatersproget, „at betale Porcelænet“.
— Seksten saadanne Aftens-Indtægter til,
det var skønne Udsigter! — sukkede vort
økonomiske Forsyn med god Grund. Nu var
gode Raad dyre, og i Mangel af Bedre besluttede
man at opfylde Pepitas Ønske: at lade hende
optræde i en dansk Komedie.
Men det var lettere sagt end gjort. Publikum
forstod ikke Spansk, og Pepita kunde hverken
tale Dansk eller noget andet Sprog end sit
Modersmaal med Undtagelse af et haardtklingende
Fransk, og selv om man vilde oversætte en
Rolle paa Fransk for hende, var der Ingen,
som i hele vort Teaterrepertoire kunde udpege
et Stykke, der indeholdt en taknemmelig Op
gave for en saa ejendommelig Begavelse som
hendes. Der maatte altsaa skrives et nyt Stykke
særligt beregnet paa at præsentere hendes
specielle Forcer, ti den tydske Farce, som hun
selv anbefalede til Oversættelse, var baade
smagløs og talentløs.
Men var der Tid til at bringe et saadant
Arbejde paa Scenen? — Fire af de akkorderede
Forestillinger var forbi, der var altsaa kun 16
tilbage, og paa mindre end otte Dage kunde