28 / 318
21
Scenen — og dog var G o ld schm id t paa den
Tid et æstetisk Orakel for en utalt Mængde
Eftersnakkere!
En lille tragi-komisk Anekdote, der knytter
sig til denne Revue, kan jeg optegne som
Exempel paa, hvor let man ved at skrive Satire
kan komme til at fremkalde „Begivenheder“,
som man aldrig har tænkt paa at give Anled
ning til.
Et Par Aar efter at Nytaarsfarcen var ud
spillet og henlagt, fik jeg Besøg af en pæn
gammel Mand, der saa temmelig forknyt ud og
havde meget svært ved at komme til Orde.
Først efter, at han havde rømmet sig tre fire
Gange og hentet Luft i et Par dybe Suk, bad
han mig „ikke blive vred, fordi der var et
Spørgsmaal, som han saa gerne vilde gøre mig
i Anledning af en meget sørgelig Begivenhed.“
Det lovede jeg naturligvis, hvis det stod i
min Magt at besvare det.
Jo, det kunde jeg — og jeg alene, forsikrede
han. Spørgsmaal et var nemlig: hvormed han
havde fornærmet mig.