ErikBøghMinFørsteForfattertid

syntes Anmelderen i „Nord og Syd" ikke om,

og havde han nøjedes med at udtale sit' Mishag

med den, ja med hele Stykket, kunde han have

været i sin gode Ret som Recensent og be

varet min fulde Respekt som saadan, men nej!

Han gik et Skridt videre og det førte ham

udenfor hans Kompetence. Han indlod sig paa

at fortælle, hvad Rundetaarn burde have talt

om i Stedet for det, som det talte om — det

vil sige: han indlod sig paa at d ig te i Digterens

Sted og stillede sig derved under hans Kontra

kritik.

Han skrev: at da Rundetaarn var „en

historisk Personlighed, saa havde Forf. paa-

draget sig en Forpligtelse“ til at digte en hi

storisk Samtale mellem ham og Hr. Sørensen“

— og som Æmner for denne Samtale nævnte

han Forhandlingerne mellem Czar Peter og

Frederik IV, „der var saa uskandinavisk at

ville dele Sverig med Rusland“ (hvilken For

handling for Resten foregik i Hamburg og ikke

paa Rundetaarn!) — „den dejlige og ulykkelige

Fyrstinde (Karoline Mathilde) som Rundetaarn

vel (!) adskillige Gange har set paa hendes

Rideture“ — og de „Kometer det mulig ser i