85 / 318
78
som saa mange Memoire-Forfattere har sat
deres Publikum ved at afskrive alle de Breve,
de har faaet fra Velyndere og Angribere, Apolo
geter og Misforstaaere, skal jeg nøjes med at
fortælle en enkelt lille Historie, der fremkaldte
det fingerede „Rimbrev til Fætter Peter“, der
under Titel „den sorte Lyrik“ kom til Verden,
og paa en ejendommelig Maade gav Anledning
til en løjerlig Brevvexling og paadrog mig et
Smudsblads aarlange forbittrede Forfølgelse.
En ung Maler, hvis Familie jeg kendte,
kom en Dag op til mig og foreviste mig et
langt kadaverlyrisk Digt, der hed „Mulm og
Mørke“ eller „Nat og Skygger“ eller noget
Lignende. Det var efter hans Forsikring et
Værk af en ung begavet Mand, der vilde
sætte meget stor Pris paa en uforbeholden Ud
talelse af min Mening om dette Arbejde, da
han var tvivlraadig, om han skulde knuse sin
Harpe eller svinge den som Kølle for at bane
sig Vej gennem Verden.
Som dette broutende Citat lod formode,
var Digtet et forskruet elegisk Udbrud af et
ungdommeligt Individ, der ikke havde Øje for
Virkelighedens Poesi og derfor søgte at gøre
sig interessant ved at paadigte sig et fjendtligt