96 / 249
Barn, der vil vandre varlig og viiselig i denne falske og forargelige Verden, hvorledes hand
baade skal agere en god Politicum imod sig selv, saa og hos andre bd. 1, 1702, s. 82ff.
85 Georg Grefflinger: Ethica Complementoria. Det er: Complementeer-Bog Huorudi indhol
dis en rictig Maneer, huorledis mand saa vel med høye som nedrige Stands-Personer ved
Selskab oc Fruentimmer effter Hofve-Skick zierligen tale oc omgaaes skal, 1678, s. 29.
86 Christoph Henrich Amthor var dog ikke ukritisk overfor denne metode. Han anførte, at
den tyske naturretsfilosof Christian Thomasius var fortaler for, at man skulle imitere de
folk, man fandt mest fortræffelige, men fortsætter, at de mennesker man almindeligvis
holdt for de fortræffeligste, ikke nødvendigvis var det, hvad sæder og levemåde angik. Amt
hor fornægter omvendt ikke, at imitation kunne have en god effekt, Christoph Heinrich
Amthor som ovenfor anført, s. 43f. Hvad moden i klædedragt angik, skrev han eksempel
vis, at det var vigtigt at følge den, da man ellers holdt andre for narre, der ikke var værd at
imitere, Ibid., s. 190.
87 Jfr. Georg Grefflinger som ovenfor anført, s. 29.
88 Jacques Lacan: Det ubevidste sprog. Psykoanalytiske skrifter, 1973; Ole Andkjær Olsen og
Simo Køppe: Psykoanalysen efter Freud, 1996, 2, s. 848-853. Se også Jørgen Bonde Jensen:
Mit navn er hare og andre essays. Modernitetens æstetik i praksis, 1984, s. 182ff.
89 Bettina Köhler som ovenfor anført, s. 237.
90 Ibid., s. 243.
91 Disse betragtninger er inspireret af Norbert Elias: The Civilizing Process. Sociogenetic and
Psychogenetic Investigations, 2000. Et træk ved skizofreni er den manglende evne til at
fortrænge effektivt (Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. 2. udg., 1971, s. 23-29).
Barokkens og rokokoens elite havde en udpræget bevidsthed om de forskellige roller, som
de spillede i forskellige sammenhænge, og presset for at kunne tilpasse sin adfærd præcist til
forskelligartede situationer blev stadig større - navnlig for den allerøverste elite, der skulle
fremstå fejlfri og overmenneskelig i den repræsentative offentlighed. Det er næppe tilfæl
digt, at de europæiske regenter i anden halvdel af 1700-årene kollapsede psykisk på stribe
(f.eks. George 3. af Storbritannien, Christian 7. af Danmark og Gustav 4. Adolf af Sveri
ge). Hvor den tidligere enevældes konger (Christian 5. og Frederik 4.) med held udviklede
halv-paranoide karakteregenskaber, der gjorde dem skikkede til at herske, kammede Frede
rik 5.s og Christian 7.s mentale habitus over i afstumpethed og skizofreni, og de blev ude af
stand til at regere. Enevælden synes at være brudt mentalt sammen; intet menneske kunne
rumme den stadig mere ekstreme kompleksitet, som man i fuld bevidsthed skulle indrette
sin gøren og laden efter.
92 Peter Henningsen: I sansernes vold bd. 1, som ovenfor anført, s. 325-355.
93 Carl S. Petersen (udg.): Ludvig Holbergs samlede Skrifter bd. 4, 1913-63, s. 286.
94 Verner Dahlerup (red.): Ordbog over det danske Sprog bd. 10, 1919-56, sp. 1139.
95 Sml. Katie Scott som ovenfor anført, s. 97.
96 Ordet komfort dukker også op på dansk i begyndelsen af 1800-årene, se Verner Dahlerup
bd. 10 som ovenfor anført bd. 10, 1919-56, sp. 1074.
97 Bettina Köhler: Nicht als Illusionen? Die Tröstungen des modernen Komforts. Werk, bau
en +wohnen nr. 3, 2003, s. 7.
98 Jfr. eksemplerne i Verner Dahlerup bd. 2 som ovenfor anført, sp. 239-242. Bekvem i betyd
ningen komfortabel kendes tilsyneladende ikke før 1800.
99 Ibid. bd. 2, sp. 243ff.
100 Lisbet Balslev Jørgensen: Enfamiliehuset, Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur, 1979,
s. 9ff; Johan Fjord Jensen, Morten Møller, Toni Nielsen & Jørgen Stigel som ovenfor an
ført, s. 142-150.
94
Thomas Lyngby