54 / 233
- 44 -
Sagen blev nu appelleret til Hof* og Stadsretten, men denne stadfæstede
Politirettens Dom.
Stor var Forargelsen indenfor Lauget over denne Kendelse, »som til vor
Forundring tvært imod kongl. allernaadigste Forordning af 1684, som hid*
indtil har holdt Malerlauget nu næsten 100 Aar i behørig allerunderdanigst
Lydighed, at ingen enten hemmelig eller aabenbar maa gaa paa en andens
Grund eller Arbejde uden at betale 4 Rdlr. i Straf, og dog er mig bekendt*
gjort, at Politimesterens Dom bør ved Magt at stande uden videre Aarsager
hvorfor, og da derover den allegirte kgl. Forordning nødvendig herved op*
hæves, og i dens Artikel ingen mere Ordning er, og den ene Mester kan
forarme den anden uden nogen Paatale saa meget som muligt og de er vel*
tænkende til. Og altsaa undres ej, at Ostenfelt ved vores Laugssamling er*
klærede før at betale 400 Rdlr. end som at erlægge 4 Sk. . . . og da bemeldte
Ostenfelts Ankomst som Malermester i Malerlauget er os velbekendt ved hvilke
Patroner og aldeles uden nogen allerringeste Forevisning af alleneste en Streg
efter en Lineal mod kongl. Forordning som vi alle allerunderdanigst have
burdet og tillige villig efterlevet til Dato«.
Denne hverken tydelige eller velskrevne Protokoltilførsel kan staa som et
Slags Symbol for den Lovløshed, man nu ventede sig. Oldermanden
Jen s NieU
sen Raahede
bad Magistraten om Tilladelse til at nedlægge sit Oldermand*
skab, men det blev ham »aldeles nægtet«. Der sammenkaldtes da et Laugs*
møde den 14. Januar 1782, hvor man, trods den faldne Dom, enstemmigt be*
sluttede 1) at holde paa Bestemmelserne i Artiklerne af 1684, 2) at holde Svendene
paa Kost og Logi i Overensstemmelse med »Forbedrings Posterne« af 1753,
3) nøjagtig at til* og afmelde Svendene hos Oldermanden og 4) at antage en
Laugsskriver »for atter at bringe det næsten forfaldne Laug igjen i behørig Orden«.
Saaledes trængt fra alle Sider samledes den sidste Rest af dem, der endnu
havde bevaret Kærligheden og Respecten for det gamle Laugsvæsen, sig om
de gældende Artikler og især om Mesterstykket som den Fane, der ene og
alene kunde forene dem, der duede. Mesterstykket, Beviset for, at man for*
stod sin Kunst, at man havde tilegnet sig den rette Fagdannelse, var Haand*
værker med Ære og Anstand, det blev da den Fæstning, der samlede Trop*
perne til det sidste Hovedslag. Og saa stort var det Ry, der gik og gennem
Tiderne er gaaet af denne Fæstnings Styrke, at man lige ned til vor Tid har
længtes efter at komme i Ly af den paany.