51 / 233
- 41 -
gaa dem i Næringen og som intet kunde bidrage til Statens og Stadens
Tarv.
To Gange indgik Malerlauget med allerunderdanigste Forestillinger om
den store Afbræk og Fordærv, »Frihederne« vilde medføre for dem, men
begge Gange henlagdes deres Andragender, uden at der trods Magistratens
Støtte blev givet dem Svar. I sin Erklæring over det sidste udtalte Stampe,
at der var ingen Grund til at tage Hensyn til Klagen, da Malerlauget ligesaa
vel som andre Laug kunde taale Frimestre.
Intet kunde da mere hæmme denne Haandværkernes Pariakaste.
Ustandseligt rykker dens Tropper frem, »kaster sig i Støvet for Lands*
faderens Fødder« og anraaber med grædende Taarer om Brødet. Mærkvær*
dig er den Masse Svagheder, de alle er behæftede med. Snart er det Øjen*
svaghed og lamme Hænder, snart »incurabel Sygdom«, men alle er de natur*
ligvis saa yderlig forarmede, at de ikke har Raad til at forfærdige Mester*
stykke, og alle har de fattige Forældre, Kone og mange Smaabørn at
forsørge.
Selvfølgelig var der ogsaa dem, og maaske ikke saa faa, i denne Flok,
der ikke kunde lave Mesterstykke og derfor beraabte sig paa Uformuen*
hed for at slippe. Gang paa Gang fremhæver Oldermændene i deres Erklæ*
ringer denne Side af Sagen, og paaviser, hvor billigt det i Grunden var at
blive Mester, og at enhver nogenlunde flittig og sparsommelig Svend med
Lethed kunde drive det dertil. Der er al Grund til at tro, at Oldermændene
havde Ret i denne Betragtning. De kendte sikkert ret godt Ansøgerne og
vidste, at mange af dem var daarlige Subjecter. En Gang imellem kommer
Forargelsen da ogsaa kraftigt frem. »Suplicanten har«, hedder det i en Erklæ*
ring, »ikke anvendt sin Læretid til at lære det, han burde, thi ellers søgte
han ikke om at blive en Frimester, som er det, enhver Krøbling og Usling
søger«. »Dernæst besværer han sig over det Aag, hævdede Laugsrettigheder
paalægger den stræbsomme og duelige Professionist«, hedder det i en anden
Erklæring: »Dette er ej andet end Udflugter, hvorpaa alle uduelige, som
frygter for deres Capacitet til at forfærdige Mesterstykke beraaber sig; idet*
mindste kender jeg ingen duelig, som nogen Tid har søgt dette, om han var
nok saa fattig«.
Trods al Veltalenhed fra Laugenes Side, tog Regeringen dog intet Hen*
syn til dem. Den uddelte over en lav Sko Bevillinger til alle, der ansøgte.