53 / 233
- 43 -
kæmpe mod hele det Regiment af sletlønnede Soldater og Matroser, der stod
parat paa ethvert Gadehjørne og var rede til hvad som helst, der kunde falde
for. Det var dog ikke meget, Lauget fik ud af disse Krigstog. Nogen Til*
fredsstillelse kunde det maaske yde, naar man 1777 fik en Musketer straffet
for Fuskeri med at staa 4 Timer til Pæls. Men ofte havde man kun Tids*
spilde og Ærgrelse ud af Inqvireringen som i 1794, da en nærmere Under*
søgelse viste, at en Matros, der var taget i Fuskeri paa fersk Gerning, for
sit Arbejde kun havde faaet et Maaltid Mad og en »Sopken«, og derfor ikke
kunde straffes.
Foruden af Fuskerne blev der imidlertid ogsaa gjort Indgreb af selve
Kunstakademiets Medlemmer. Slem skal saaledes kgl. Flaademaler, Kancelliraad
P. Bviinnich
have været. Rimeligvis fordi det ikke var synderlig bevendt med
hans Kunstmaleri, paatog han sig alskens Haandværksarbejde i Byen og tjente
sig derved en stor Formue. Han skulde til Flaadens Behov holde en Del
Svende, men da han ikke altid kunde beskæftige dem ved Kongens Arbejde,
var han nødt til at anvende dem ved, hvad der kunde falde for i Byen.
Selvfølgelig fandt Malerlauget sig ikke deri, men anklagede ham flere Gange
for Retten, uden at det dog naaede noget derved, da Akademiet altid tog
Briinnich i Forsvar.
Værst af alt var dog den indre Strid mellem Laugets egne Medlemmer.
Utallige er de Klagemaal, der føres over enkelte Laugsmestres Indgreb i andres
Arbejde. Som Regel blev vel den Slags Sager ordnet indenfor fire Vægge,
men til Tider kom de ogsaa for Retten. Et saadant enkelt Tilfælde fra 1781
er betegnende for Arten og mærkværdigt ved det Udfald, Sagen fik.
Nævnte Aar klagede
Sr. Naumann
over, at
Sr. Ostenfelt
havde fuldendt
et Stykke Arbejde, hvis Grunding var foretaget af ham. Ostenfelt var 1776
kommen ind i Lauget uden Mesterstykke efter kongelig Ordre og rimeligvis
har man saa ment, at der nu var en passende Lejlighed til at tage fat i denne
»Indtrængling«.
Han anklagedes for Politiretten, men paaberaabte sig sin Uskyldighed og
Uvidenhed om, at det var Naumanns Arbejde, han havde grebet ind i. Byg*
herren, der fremkaldtes for Retten, forklarede i Ostenfelts Favør, at det var
til denne sidste, han havde overdraget Arbejdet. En Række Vidneførsler synes
ikke at have gjort Sagen klarere. Dommen lød paa, at Ostenfelt med Rette
havde udført Arbejdet.